Børn kan vælge mellem en lang række sommerskoler - flere nye er kommet til

BRØNDERSLEV: Lige om lidt ringer det ud til seks ugers sommerferie for skolebørnene, og hvis man har lyst til at opleve noget eller prøve noget nyt, så er der et helt katalog af sommerskoler at vælge i mellem.

Brønderslev Kommune har samlet dem, og det er forskellige foreninger, der har budt ind med deres sommeraktiviteter.

Der er mange med, og der er også kommet nye til.

- Foreningerne er blevet bedre til at vende ansigtet udadtil og tænke i nye baner, hvis de vil have nye medlemmer. Det er de gode til at bruge deres sommerskoler til. Og så har vi også udvidet det en lille smule, hvor vi før har sagt, at det skulle være foreningens eget arrangement, så har dem, der samarbejder med DBU og DGI, også mulighed for at få det i, fortæller Janne Hostrup, der er administrerende sagsbehandler indenfor fritid og kultur i Brønderslev Kommune og står for at samle beskrivelserne af sommerskolerne i et katalog.

En af de nye sommerskoler er spejderne i Jerslev, som tilbyder en uge med sommerskole for de yngste skolebørn.

Et andet er indenfor teater - det er Aasen Teater i Sterup, der byder på cirkushøjskole for hele familien. De har også noget nyt for de meget store skolebørn fra 15 år, som kan komme på Dronninglund Kunstcenter og lære om teater.

For andet år i træk er det også muligt at komme på sommerskole og prøve at være brandmand hos Ungdommens Brandmandskorps.

Der er også håndboldskole i Brønderslev og fodbold i Klokkerholm og en del anden sport, herunder svømning, badminton, tennis, parkour og ridning.

Brønderslev Bibliotek har flere sommerskoler, herunder en forfatterskole og tre dage med FIFA-turnering.

Aktiviteterne fordeler sig på foreninger og steder over hele kommunen.

Janne Hostrup fortæller, at sommerskolerne er populære.

- Det er de helt sikkert, især for de børn, der gerne vil afprøve en aktivitet, inden de melder sig til den, fortæller hun.

På den måde hænger man ikke på en hel sæsons kontingent, hvis interessen fordamper, og man har chancen for at afsøge nye muligheder for fritidsliv.

- Det giver familierne muligheden for at udvide rammerne for børnene og afprøve nogle ting.

Med det samlede overblik over sommerskolerne i kommunen ønsker Brønderslev Kommune at hjælpe foreningerne med at nå ud, også til børn og familier, de ikke ellers i kontakt med.

- Foreninger og klubber har mulighed for at markedsføre sig til alle skoler og nå bredere ud. Vi håber, det hjælper dem, og vi ved, der kommer børn udefra.

Janne Hostrup fortæller, at der er fokus på bevægelse i kommunen, og her passer sommerskolerne også godt ind.

- Sommerskoler er lavet som tilbud til børn for at give sommerferien indhold, og når den samtidig skaber bevægelse og kan gøre noget rigtigt godt socialt, så favner sommerskolen mange områder. Også for de børn, der kommer fra lidt vanskeligere miljøer, er det bare rigtigt godt, og generelt er det bare rigtigt godt for børn at komme ud og opleve noget andet, end de ellers ikke ville opleve. De dage er de ikke i sfo og kommer tilbage med en anden energi, fordi de har set noget andet, og sommerskolen er også en god ting for de børn, der måske ikke har så meget ferie sammen med deres forældre, fortæller Janne Hostrup.

Det koster noget at være med, men der er mulighed for hjælp, hvis der er brug for det. De familier, der er økonomisk trængte, har mulighed for at søge tilskud via fritidsguideordningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...