Glæde i markedsudvalg efter et velbesøgt marked

HJALLERUP: Årets største begivenhed i Hjallerup, Hjallerup Marked, har netop fundet sted og lukkede søndag aftenen.

Dagen derpå melder folkene bag markedet om et rigtigt godt år - de betegner det i en pressemeddelelse som et fantastisk jubilæumsmarked, der trods ustadigt vejr blev en kæmpe succes.

- Vi har jo været lidt spændte på grund af vejret, men alle vores bekymringer blev gjort til skamme, for gæsterne trodsede de ustadige vejrprognoser og mødte op med højt humør. Jeg vil skyde på, at vi har haft omkring 200.000 gæster i år, så vi ligger på samme niveau som tidligere år, er vurderingen fra formand for markedsudvalget, Keld Nielsen.

Årets Hjallerup Marked var jubilæumsår - markedet kunne i år fejre sit 275-års jubilæum, og det blev gjort med blandt andet stor jubilæumskoncert, kæmpe festfyrværkeri og fire dages hestestævne med præstationer i topklasse.

- Det har været en fantastisk fejring af vores jubilæum. Når jeg har gået rundt på pladsen, har jeg jo lyttet lidt for at vejre stemningen, og på dialekterne at dømme har vi haft gæster fra mange forskellige egne i Danmark, som er kommet for at fejre vores jubilæum med os. Alt i alt har det været rigtigt familiemarked med god stemning og hyggeligt samvær på tværs af alle aldre, så vi er rigtig glade og en smule trætte lige nu, oplyser Keld Nielsen.

Da torsdag var Kristi Himmelfarts dag, strakte markedet sig i år over fire dage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...