LITTERATUR: Brønderslev Bibliotek har oplevet en stor stigning i udlån - de har også mange aktiviteter ud af huset

I Brønderslev bruger borgerne biblioteket - i 2019 blev der læst eller lyttet til en bog i alt 237.812 gange.

Det oplyser Brønderslev Bibliotek i en pressemeddelelse, hvor de beretter om ”Folkebiblioteker i tal 2019”, som er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen og er blevet offentliggjort og endnu engang viser, at folkebibliotekerne med deres samlede besøgstal på 37,4 mio. er blandt de mest besøgte kulturinstitutioner i Danmark.

På Brønderslev Bibliotek er tallene også læst med stor interesse, og det landsdækkende resultat stemmer godt overens med de lokale tal for aktiviteter og udlån.

- Vi er utrolig stolte af, at Brønderslev Bibliotek har haft en udlånsstigning i 2019 på 10 pct. (på landsplan var det 4 pct.) i et år, hvor Dronninglund Bibliotek var lukket og under ombygning i fire måneder, oplyser en tilfreds bibliotekschef Bente Kristoffersen.

Læselysten er stor i Brønderslev, og derfor har der også været stort fokus på at formidle bøgerne til så mange som muligt og så mange steder som muligt. Den årlige ”Jytte’s bogcafe” på bibliotekerne er blevet fulgt op af velbesøgte bogcafeer på Cafê Kox og læselyst-arrangementer såsom ”Strikkeoplæsning” eller ”Fælleslæsning”. Samtidig er der i alt 51 læseklubber i kommunen, som biblioteket forsyner med bøger, gode råd til læsning og i flere tilfælde biblioteket også lokaler til læseklubbernes møder. Der har også været fuldt hus af voksne i Agersted og Asaa til ” Litterære livsvidner” og en flok glade piger der har været med til” Læseheste i Hjallerup”.

Brønderslev Bibliotek peger også på, at 2019 var et år, hvor bibliotekernes aktiviteter steg markant, og det viser nøgletallene klart - også i Brønderslev. Udover de mange aktiviteter der tilbydes på biblioteket, har der været utrolig mange aktiviteter ud af huset.

- Alle medarbejdere har rykket ud af biblioteket for at give inspiration til læsning – de kan, de tør og de gør det, fastslår Bente Kristoffersen.

- Her er aktiviteterne lavet i samarbejde med andre uden for huset, og børnebibliotekarernes booktalks på skolerne har givet et boom i elevernes læselyst.

Biblioteket åbner også dørene op for andre aktører, Advokatvagten har hver 14. dag træffetid på biblioteket, hvor der ydes uvildig rådgivning.

- Det har været en utrolig populær ordning, der også har resulteret i andre arrangementer med advokaterne omkring populære retslige problematikker som f.eks fremtidsfuldmagter. Ordblindeforeningen har også haft velbesøgte arrangementer og Folkeuniversitetet afholder deres populære foredrag i salen på Brønderslev Bibliotek.

Brønderslev Bibliotek venter ikke at få så flotte tal i 2020, hvor Covid-19 har lukket bibliotekerne ned i en længere periode, og hvor alle aktiviteter har været på laveste blus nogensinde.

- Der været en nedgang på 20 pct. i antal besøgende. Trods færre besøg er der hver dag masser af reserveringer og masser af udlån. I august og september i år har der været en stigning på 25 pct. i udlån, oplyser de.

- Det glæder os utrolig meget, at vi stadig fastholder så stor en del af vores brugere, trods alle restriktioner og aflysninger, oplyser Bente Kristoffersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...