Friplejehjemmet Vivaldi modtog for nyligt et maleri skænket af den lokale frimurerloge Lux Vera og Broderbåndet. Maleriet er lavet af den lokale kunstner Janne Jacobsen, og det er inspireret af friplejehjemmets logo og farver

BRØNDERSLEV: Frimurerlogen Lux Vera i Brønderslev og Broderbåndet i frimurerlogen har doneret et nyt kunstværk til Friplejehjemmet Vivaldi.

Det blev for nyligt overbragt til friplejehjemmet ved en lille begivenhed for beboerne på Vivaldi, der er et af de danske diakonhjem.

Jens Anker Gere ordførende mester i Lux Vera og den lokale repræsentant for Broderbåndet Peder Marlo var med til overrækkelsen, hvor friplejehjemmets beboere, forstander for Vivaldi Aleksia Bertelsen og kunstneren bag maleriet Janne Jacobsen var til stede.

- Vi fik en henvendelse for snart et år siden, om vi ville have et maleri. Hvem siger nej til en gave? Vi gør i hvert fald ikke, lød det fra forstander Aleksia Bertelsen.

- Vi snakkede sammen om ideer til maleriet, og vi gik til en lokal kunstner, som fik frie hænder til at male billedet, sagde Peder Marlo.

Det blev den lokale kunstner Janne Jacobsen, der fik æren af at male maleriet til Vivaldi.

Billedet henter inspiration i farverne fra friplejehjemmets logo-farver, og det skulle gerne være festligt også, da det har fået en prominent placering på friplejehjemmet ved siden af den store festsal.

Billedet er derfor skabt efter en længere dialog med friplejehjemmet omkring deres værdier og menneskesyn, men Janne Jacobsen havde fået ret frie tøjler til selv at skabe billedet.

Billedet blev afsløret i et samarbejde mellem Janne Jacobsen og Peder Marlo. Det var til stor glæde for beboerne, der virkede meget glade for billedet og gerne ville sige tak til Janne Jacobsen også.

Janne Jacobsen lever af at male på fuldtid, og hun har eget atelier på Industrivej i Brønderslev. Maleriet har været et års tid undervejs, men så lang tid har Janne Jacobsen dog ikke brugt på at male det.

- Jeg går meget til og fra malerierne, når jeg maler dem. Det har nok taget en uges tid at male det, men jeg har ofte gang i tre-fire malerier på samme tid, sagde Janne Jacobsen.

Maleriet har ikke nogen titel, og det har hendes abstrakte værker aldrig.

- Nej, folk skal selv finde ud af, hvad det er. Men jeg hører ofte fra folk, at de ser motiver og figurer i billederne, som jeg slet ikke selv har overvejet, når jeg maler, sagde Janne Jacobsen.

Ud over maleriet til Friplejehjemmet Vivaldi, så har Frimurerlogen Lux Vera og Broderbåndet også doneret penge til Bofællesskabet Frederiksgade. De penge går til, at beboerne kan komme på et weekendophold sammen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...