ERHVERV: Firmaet Urban-Hald fik en kraftig optur under cornoa-nedlukningen - og interessen er fortsat i top

- Vi har aldrig haft så travlt, som vi har nu.

Sådan lyder det fra Daniel Urbaniak og Lasse Hald, der driver deres fælles firma Urban-Hald Aps. Firmaet har showroom hos Lasse Hald på Ifversensvej og lager hos Daniel Urbaniak i Brønderslev

- Folk gik hjemme under corona-krisen og havde god tid til at surfe på nettet og lave forbedringer i hjemmet. Og det fortsætter - der er fortsat travlt. Meget travlt.

Firmaet begyndte med salg af trægulve og har siden fået microcement og netpuds på hylderne.

Omsætning i vejret

Makkerparret har solgt parketgulve siden 2016.

Lasse Hald er uddannet tømrer, og har som sådan renoveret mange huse.

- Vi skulle begge bruge gulv til vores egne huse, og var på jagt efter gode kvalitetsmaterialer til rimelige priser. Vi kom tilfældigt til at snakke sammen. Jeg gik i gang med at undersøge alternativer til det danske marked, og så fandt vi firmaet i Polen, som vi handler med i dag, fortæller Daniel Urbaniak, der har polske rødder og varetager kontakten til firmaets leverandører i Polen.

Venner og bekendte så de færdige, nylagte gulve hos Lasse og Daniel og bad dem om hjælp til gulvkøb.

- Men vi ville ikke handle uden at have et firma. Vi tog til en revisor - og inden vi kørte derfra, hvad vi et CVR-nummer.

Og siden er gulvene fra Urban-Hald blevet populære i hele landet.

Første år omsatte Urban-Hald for 50.000 kroner, og nu hedder tallet over fire mio. kroner.

Sildebensparket

Urban-Hald satser på produkter af høj kvalitet, og samtidig vægter de en bæredygtig og grøn profil fra producenterne.

- Og på pris og kvalitet matcher vi de andre konkurrenter på markedet. Vi har de produkter, vi sælger i vores eget hjem - vi kender dem og kan stå 110 procent inde for dem. Det er ikke noget, vi hiver ned fra en tilfældig hylde, tilføjer de og understreger, at de går langt uden om de billigste produkter på markedet.

For eksempel sælger vi fuldlimet, massiv sildebensparket - og det videreudviklede, lamel sildebensparket, der er egnet til gulvvarme. Gulvene kan også købes færdigbehandlet og skræddersyet nøjagtig efter kundernes ønske.

- Når kunderne får trægulvene, er gulvet klar til at lægge ned - og herefter er det klar til brug. Der skal ikke ske yderligere behandling.

Populært microcement

Microcement er blevet rigtig populært til både gulve, vægge og bordplader, hvor den giver et rustikt look.

- Du kan få det i mange farver. Og det kan påføres næsten alle overflader, fordi det er et fleksibelt materiale. Folk bruger det ofte på eksisterende fliser i eksempelvis badeværelser. Man får det færdigblandet, i en spand, lægger en grunder på fladen, spartler det og sliber, inden det forsegles med coating, forklarer Lasse.

- Og microcementen kan gemmes et år - og har du en rest, kan det eksempelvis lægges på et bord eller en anden flade.

På firmaets hjemmeside er der en produktberegner, der kan udregne den eksakte pris på microcement ud fra de ønsker, kunderne har.

Hjælp til opgaven

Kunderne er både håndværkere og gør-det-selv-folk. Og de kan hente hjælp til projekterne på Urban-Halds hjemmeside, hvor videoer viser vejen frem. Men ofte giver kunderne også Lasse Hald eller Daniel Urbaniak et ring, hvis de er i tvivl om noget under vejs.

- Og vi hjælper selvfølgelig gerne kunderne helt i mål, understreger de.

Urban-Hald henviser desuden til lokale håndværkere landet over, som kan klare opgaven, hvis kunderne har ønske om det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...