CORONA: Folkene bag forårsmessen i Brønderslev Hallerne har besluttet af aflyse helt - det var ellers udsat til september

Lions forårsmesse, som var blevet flyttet fra foråret og frem til 19. og 20. september, aflyses nu.

- Vi holdt møde i messeudvalget i går, og her besluttede vi at aflyse vores ”forårsmesse”, som vi havde flyttet til afholdelse 19. og 20 september. Coronapandemien er ikke gået i den ønskede retning, så med de sidste udmeldinger fra myndighedernes side synes vi ikke, det er forsvarligt. Det vil heller ikke være optimalt for udstillerne, hvis ikke forholdene gør, at der kommer det ønskede antal besøgende til messen, eftersom forsamlingsforbuddet ikke er blevet hævet, til det antal gæster, vi forventer vil komme til messen, oplyser Christian Brønden fra messesekretariatet i Lions Brønderslev.

Det ærgrer ham selvfølgelig.

- Men sådan ligger landet, vi tør ikke andet, sådan er det, konstaterer Christian Brønden.

Man var allerede kommet langt med planlægningen, og hallen var fuldt booket med masser af udstillere.

- Men desto tættere, vi kommer på, tror jeg også mange ville springe fra. Til sådan en salgsmesse skal folk have lov til at røre ved ting, det er svært, hvis det er med mundbind, handsker og sprit. Det er ærgerligt, vi er kede af det, men vi skal ikke have Brønderslev på landkorten, siger Christian Brønden.

Messen holdes traditionelt hver andet år i lige år og var i år oprindeligt fastsat til weekenden 18. og 19. april, hvor også Brønderslev Kommune skulle have været en del af det med en seniormesse i den anden hal. Senere blev Lions Messen pga. coronasituationen udskudt til weekenden 19. og 20. september i håbet om bedring i situationen.

- Vi må nu konstatere, at situationen stadig ikke er optimal for gennemførelse af messen. De gældende forholdsregler fra sundhedsmyndighederne er af en sådan art, at vi vurderer det umuligt at gennemføre en fornuftig messe. Derfor aflyses messen 2020 endeligt, konstaterer Christian Brønden.

Lions Brønderslev må vente med at holde messe igen til i foråret 2022, da Lions i Løkken per tradition afholder messe i ulige år, og Brønderslev holder sig til de lige år.

At der ikke bliver messe i år i Brønderslev får afsmittende effekt på Lions’ muligheder for at yde støtte til velgørende formål i lokalområdet.

- Der er altid nogen, der søger om ting - unge mennesker, der skal ud at rejse, institutioner, der søger tilskud til en cykel. Masser af ting får vi ind som ansøgninger. Vi er desværre nødt til at brænde dem lidt af, konstaterer Christian Brønden.

Der er dog 50 års jubilæum i Lions Brønderslev til oktober, og i den forbindelse har man sparet penge op, så der bliver nogle donationer der.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...