Nu bliver der en lille mulighed for besøg på ældrecentre, men kun i helt særlige tilfælde

BRØNDERSLEV: Coronakrisen har store konsekvenser på plejecentrene, hvor beboerne i otte uger ikke har kunnet få besøg. Nu åbnes der en lille smule op for besøg under kontrollerede former og uden smitterisiko.

Ældreomsorgsudvalget har nemlig besluttet, at beboerne i visse tilfælde må få besøg udendørs, men kun i helt særlige tilfælde.

- Døren er sat på klem, men porten står bestemt ikke åben, siger Henrik Aarup-Kristensen, direktør for Sundhed & Velfærd og understreger, at det er undtagelsen, det handler om.

- Der skal være tale om noget sundhedsmæssigt. Måske en beboer, der er holdt op med at spise, og hvor vurderingen er, at et besøg kan være med til at vende situationen. Men det skal ske udendørs og uden smitterisiko, understreger Henrik Aarup-Kristensen.

Den lille åbning træder i kraft onsdag 13. maj, og det bliver plejecenterlederne, der i samråd med medarbejderne vurderer, om den enkelte borger kan modtage besøg. Beboeren og de besøgende skal være raske, og anvisninger om afstand, håndvask og afspritning skal følges. Hvordan den konkrete besøgsgang afvikles, er en ledelsesmæssig afgørelse på det enkelte plejecenter, men der er krav om afstand på mindst to meter, og knus og kram er ikke tilladt.

I de helt særlige tilfælde, hvor besøg bliver muligt, må den enkelte beboer få højest to faste besøgspersoner blandt nærmeste pårørende. Der bliver også fastsat en maksimal længde for besøg, som skal finde sted mellem kl. 10 - 11.30 og kl. 14 - 16.

- På plejecentrene har man gjort en kæmpe indsats for at etablere virtuel kontakt, og lave aktiviteter for borgerne for at forebygge ensomhed. Så en stor tak skal lyde til både pårørende, ældre og ansatte for jeres store tålmodighed og velvilje. Også en stor tak for donationer af kager, lækkerier og andet til både private og virksomheder. Vi har vist et stort fællesskab i denne svære tid, siger formand for ældreomsorgsudvalget Ole Jespersgaard (S), der glæder sig over åbningen, selv om den endnu er lille.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...