Privatfoto

Oplæg fra Christian Bock, der selv er ordblind, og kom med masser af tips

BRØNDERSLEV: Onsdag 24. oktober havde alle lærere i Skoledistrikt Syd i Brønderslev, der omfatter Skolegades Skole, Søndergades Skole og Øster Brønderslev Centralskole, fokus rettet mod brugen af hjælpemidler ift elever med ordblindhed. Det var skolebestyrelsen for distriktet, der i samarbejde med distriktets læsevejledere havde stablet arrangementet på benene.

Det oplyser skolen i en pressemeddelelse.

- Skolebestyrelsen har et ønske om at rette et særligt fokus på elever med generelle læsevanskeligheder og ordblindhed, oplyser Skolebestyrelsesformand Peter Stecher.

- Ordblindhed er et handicap som ca. otte pct. af befolkningen har, og det er et tal, vi kan genkende blandt de elever, vi har i distriktet. Med de rette hjælpemidler får de ordblinde elever gode muligheder for at komme godt videre og få øget deres trivsel i skolen.

Og netop hjælpemidler og introduktion hertil var det oplægsholder Christian Bock, der selv er ordblind, kunne berige med. Christian Bock havde masser af gode tips til hjælpemidler i dagligdagen og skoleliv, berettet skolen.

- Efter arrangementet for distriktets lærere havde skolebestyrelsen inviteret elever med ordblindhed og deres forældre til et lignende arrangement, og det er skolebestyrelsens håb, at såvel elever som forældre, lærere og skolens ledelse nu er klædt bedre på til at benytte sig af de hjælpemidler, der vil gøre både dagligdagen og undervisningen nemmere for de ordblinde elever, oplyser Peter Stecher.

Skoledistriktsleder Carl-Otto Borup er tilfredshed med, at både medarbejderne, forældrene og eleverne tog godt mod emnet.

- Det er et vigtigt og alvorligt emne for mange børn og voksne. Derfor er det glædeligt, når skolebestyrelse og læsevejledere står sammen om at løfte denne opgave og holde fokus på problemstillingen, mener han.

Skolebestyrelsen vil til stadighed have fokus på elever med læsevanskeligheder med et særligt fokus i løbet ad dette og næste skoleår.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...