Kurt Lythje Larsen har snart været vognmand i 30 år - han klarer mange forskellige opgaver med sin kranbil

BRØNDERSLEV: 11. juni er det 30 år siden, at Kurt Lythje Larsen, Kraghede, begyndte som vognmand. Årene har budt på mange forskellige opgaver, og vognmandsfirmaet drives fra gården i Kraghede, som også er Kurt Lythje Larsens barndomshjem.

Der ligger ikke den store karriereplanlægning bag, at han valgte den vej for sit arbejdsliv og har holdt fast i den i så mange år.

Det begyndte med, at han var chauffør for en anden, som skulle af med en lastbil.

- Så syntes han, at jeg skulle starte op, og så købte jeg den bil og kom på vognmandskursus i 14 dage, husker Kurt Lythje Larsen.

Her skulle han lære nogle flere ting, så han kunne blive selvstændig vognmand.

- Det var en mulighed, der viste sig dengang, fortæller Kurt Lythje Larsen.

Han bestod vognmandskurset, købte bilen og var så klar til at gå i gang med arbejdslivet som selvstændig vognmand med base i Kraghede. Det var i 11. juni 1990, at han fik papirerne fra kurset, og samme dag overtog han bilen og blev vognmand.

Det har han været lige siden.

Mange opgaver

Kurt Lythje Larsen brænder for arbejdet på sin egen rolige måde.

- Det er en hobby for dig. Du er altid i gang med et lastbil eller en gammel traktor, fortæller Gitte Lythje Larsen - og hun bliver ikke sagt imod.

Gennem årene har han været med til mange forskellige arbejder. Han har kørt med naturgas, da man gravede det ned i Brønderslev. Og han har kørt med mursten i hele landet.

Han kører også ud med fliser til folk, der skal lægge terrasser og den slags, og et læs sand kan han også levere. Det har han haft travlt med i coronatiden.

- Så skal folk have et læs sand til terrassen. Der har vi lagt vandret, fortæller Kurt Lythje Larsen, der også lejer containere ud, som folk fylder under forskellige byggeprojekter, og som han så henter i sin bil - de containere var han helt ryddet for en overgang.

- Så kommer vi og løfter dem væk med kranen.

Klarer de tunge løft

Kurt Lythje Larsen er specialiseret i at kunne bestyre en kran fra sin kranbil, også kaldet en lastbilmonteret kran.

- Det kan være løfteopgaver, hvor der skal spær på et hus, giver han som eksempel.

Gitte Lythje Larsen mener, at hendes mand har den største kran i kommunen, men det mener han nu ikke selv.

- Det spekulerer jeg ikke på.

Men løfte tunge ting på plads kan den i hvert fald, og det er gerne noget, der skal styres med stor præcision.

Det kan også være siloer, der skal monteres, eller brovægte. Tunge sager.

- I starten stod vi bag på kranen, hvor vi stod på bilen og betjente den med et klaver, fortæller Kurt Lythje Larsen.

- Nu går han med den om halsen, fortæller Gitte Lythje Larsen.

Det er et trådløst maskineri med en form for fjernbetjening, som han har på sig, så han kan gå rundt og se det, han skal styre, fra forskellige vinkler.

- Nu kan jeg gå hen og se, hvad jeg laver, smiler han.

Kurt Lythje Larsen husker også en særlig vinter med meget sne, hvor han fik en ny type opgave.

- Der arbejdede vi med at skrabe sne af bøndernes tage. Der var svinestalde, der faldt sammen på grund af snetryk. Der lavede vi faktisk ikke andet, husker han om den periode.

Vil ikke stresse

Kurt Lythje Larsen har i dag en bil og har været oppe på tre på et tidspunkt, hvor der også var et par ansatte. Han har ikke haft de store ambitioner om, at firmaet skulle vokse.

- Det følger noget andet med. Noget der ikke er sundt, mener Kurt Lythje Larsen.

Han vil ikke være stresset og har været tilfreds med sit arbejde med bilerne og kranerne og har ikke skiftet bane og er også tilfreds med, at hun nu bare er sig selv i firmaet.

- Så ved jeg, hvem der kommer om morningen, smiler han - og tilføjer, at man er nødt til at se humoristisk på tilværelsen.

De 30 år har han dog ikke planer om at fejre med noget stort brag. Gitte Lythje Larsen fortæller, at han ikke ønsker det, og han giver hende helt ret.

- Det skal ikke være så formelt, det forestiller jeg mig ikke. Vi tager det, som det kommer, siger han.

Lidt ligesom han har gjort med livet på sin egen rolige måde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...