MOTION: Krudtuglerne vil have flere seniorer i gang med motion efter corona-pausen

I uge 33 starter seniorudrætsforeningen Krudtuglerne i Brønderslev, Hellum og Stenum deres nye sæson, hvor alle interesserede seniorer inviteres til at komme og prøve en række forskellige aktivitetstilbud.

Det oplyser Krudtuglerne i Brønderslev, Stenum og Hellum i en pressemeddelelse.

Krudtuglerne byder blandt andet på gymnastik, krolf og dart, og der er rig mulighed for at få sved på panden og smil over læben, når de starter op igen efter corona-pausen efter en lang periode, hvor foreningernes aktiviteter har været lukket ned.

- Flere af vores medlemmer har givet udtryk for at de savner samværet omkring vores idræts-aktiviteter. Med det nuværende smittetal føler vi os klar til at starte en ny sæson op igen. Vi tager selvfølgelig vores forbehold og lever op til DGI og Dansk Idrætsforbunds retningslinjer for idræt under corona-pandemien, oplyser formand Poul Jensen fra Krudtuglerne Brønderslev.

Krudtuglernes medlemmer spænder aldersmæssigt fra 60 år og hele vejen op til slutningen af 90’erne. På nuværende tidspunkt har foreningen i Brønderslev omkring 80 medlemmer, men de vil gerne have endnu flere med.

- Vi vil gerne have fat i flere seniorer. Vi ved der sidder mange alene rundt omkring, og dem vil vi da gerne have ind i vores fællesskab, så tøv endelige ikke med at møde op til første træning, opfordrer Poul Jensen.

Krudtuglerne har fast træning hver onsdag og torsdag fra kl. 9-11. Traditionen tro indledes dagen altid med tre sange fra højskolesangbogen. Fra 9.30 er der aktiviteter i slusen og i hallen. I hallen er der fælles opvarmning under kyndig ledelse af Ellen Bager, der tidligere på året modtog Spar Nords Hall of Fame pris ved Fritidsprisen i Brønderslev Kommune.

Efter endt opvarmning vælger medlemmerne selv deres aktivitet, hvad end det er dart, krolf, tæppe-curling eller bowls, som er foreningens seneste påfund. I slusen tilbydes der stolegymnastik til de knap så mobile medlemmer hos instruktør Ellen Hermansen.

Krudtuglerne Hellum starter onsdag 12. august kl. 9 i Hellum Multihus.

Krudtuglerne Stenum starter igen torsdag 13. august kl. 9 i Stenum Hallen.

Krudtuglerne Brønderslev har også opstart torsdag 13. august kl. 9 i Brønderslev Hallerne.

I maj 1997 startede man Krudtuglerne op i Brønderslev i samarbejde med kommunen og Idrætssamvirket. Målet var at give ældre over 60 år en mulighed for at dyrke motion og idræt, samt at have et socialt samvær med andre ligestillede. Der blev oprettet motionstilbud under navnet Krudtuglerne i henholdsvis Brønderslev, Stenum og Hellum, som er aktive den dag i dag

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...