Et tonstungt kors med Kristus på har fundet en ny plads på den sydlige væg i Brønderslev Kirke, der fortsat er under renovering

BRØNDERSLEV: Brønderslev Kirke i Bredgade er stadig under renovation, men målstregen nærmer sig for det store projekt, der er budgetteret til i alt 24 millioner kroner.

I onsdags kom en vigtig skikkelse op på sin nye plads i kirken, den store Kristusfigur, som har hængt i kirken i mange år. Men det er ikke på den vante plads.

- Præsterne har på et tidspunkt foreslået, at det gamle korparti blev gjort højere, end kirkens øvrige gulv. De foreslog også, at vi fik gulvet sænket og fik plads til en malet altertavle på kirkens østlige væg. Den nuværende kristusfigur skulle derfor flyttes til en af kirkens endevægge, og den hænger derfor nu på kirkens sydvendte væg, siger Henning Krabbe, formand for byggeudvalget og medlem af Brønderslev Menighedsråd.

At få korset ned og sætte det op igen krævede dog noget stort materiel, og der blev brugt en læsser med kran på, for at det kunne komme op på dets nye placering i kirken.

- Jeg har fået af vide, at det vejer 1,6 tons, så det var ikke lige almindelige stålsøm, det skulle op med. Det har været monteret i et større betonophæng på væggen, så der skulle bruges kraftigt værktøj for at få fjernet de gamle beslag, siger Henning Krabbe.

Arbejdet med kirken skrider ellers frem som planlagt, og Henning Krabbe er meget positiv overfor de ændringer, som er undervejs.

- Jeg synes, vi får meget for pengene og det er godt disponeret. Sognegård bliver udbygget og bliver bygget sammen med kirkens indgangsparti, så man får en anden indgang. Der er stadig mange detaljer, der skal laves endnu. Gulvklinkerne er ikke lagt i kirken endnu. Der skal laves en trappe ned i kirkerummet fra orglet, og den monteres i næste uge. Der er stadig nogle tunge opgaver, der skal løses, siger Henning Krabbe.

Ud over de fysiske ændringer af rummet, så er der også sket noget nyt med bemalingen af væggene i kirken.

- I forbindelse med godkendelse af projektet, havde vi en fra Nationalmuseets kalkningstjeneste til at give råd om behandling af de indvendige overflader. En yderst kyndig dame kunne konstatere, at man ved tidligere kalkning havde kommet bindemiddel i kalkningen, så der ikke kunne kalkes ovenpå igen. Hendes anbefaling var derfor, at der skulle males. Der er blevet brugt specialmaling, og jeg synes, det er blevet utroligt smukt, og det ser hammer godt ud i hvælvingerne, siger Henning Krabbe.

Den officielle indvielse af den nyrenoverede kirke er berammet til 2. juni med gudstjeneste kl. 10.30 og efterfølgende reception.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...