MUSIK: Arne Würglers Trio giver releasekoncert på Åsen - delvis udenfor, men solen går ned og kan ses i skulptur

Arne Würglers Trio præsenterer et helt nyt album, “Huset brænder”, ved en releasekoncert udenfor og indenfor på Åsen Teater lørdag 19. september klokken 19.

Det oplyser teatret i en pressemeddelelse, hvor de oplyser, at der bliver tale om en intim koncert.

- Arne Würgler var sammen med Benny Holst og Trille frontfigurer i 70’ernes danske musik, hvor alle kunne synge med på ”Røde Wilfred”, ”Drømmen om et sted” osv. Siden har han arbejdet med bl.a. Nashville-blues, kabaret og han har også deltaget i Dansk Melodi Grand Prix og nu er han klar med et helt nyt album, hvor det er Naturen, der er i centrum, skriver de.

- Koncerten starter udenfor på Åsen klokken 19.15, som er det tidspunkt, hvor solen går ned midt i den store tonstunge skulptur, “Himmelbrønd”, som kunstneren Claus Ørntoft har skabt til Åsen Teater. Skulpturen er lavet, så solen sidder nøjagtig i midten mellem de to lodrette granitplader ved forårs- og efterårsjævndøgn. Koncerten er på den måde også en vemodig indgang til de mørke måneder, som varsles med jævndøgn 22. september, oplyser Åsen Teater.

Efter denne indledning med akustisk sang og solnedgang vil der blive spillet to sæt i Åsens Teatersal.

Med sig på scenen har Arne Würgler sine faste medspillere Sine Bach Rüttel og Nils Tuxen.

På grund af Corona er der begrænset antal pladser, som skal bestilles på forhånd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...