Håbets Pris uddeles for 30. gang - alle er velkomne på dagen, der bla. byder på teater, foredrag, musik og festmiddag

STERUP: Søndag 9. juni uddeles Håbets Pris på Aasen Teater i Sterup. Den går i år til Kitt Johnson fra danseteatret X-act København, der er danser og beskrives som en ny tids shaman.

- Det er en dag, hvor der både er teater, foredrag og kunstudstilling og en kæmpe middag med musik og optræden bagefter. Det er virkelig en lang og dejlig dag, fortæller Lars Olsen fra Aasen Teater.

Der plejer at være omkring 100 personer til festen, og det er ikke kun teaterfolk. Det er et offentligt arrangement, hvor alle er velkomne.

- Der kommer også andre mennesker, og det synes vi er sjovt. Der kommer nogle lokale også, og det vil vi meget gerne have, fortæller Lars Olsen.

Håbets Pris uddeles hvert andet år i Sterup og hvert andet år i USA.

- Vi startede på det, fordi vi gerne vil være med til at promovere folkelig kultur. Vi synes, at folkelig kultur ikke behøver være noget bagudstræbende, det kan også være noget, der peger fremad. Og der findes en masse kunstnere rundt omkring, der laver ting, der peger fremad. Det er tit en sej kamp at gøre sådan noget, derfor vil vi gerne lave en pris, som værdsætter det, fortæller Lars Olsen.

Han peger på, at prismodtagerne ofte er nogle, der er langt fremme i skoene, og som kan inspirere andre.

- Det er en spydspids for moderne folkeligt teater.

Håbets Pris uddeles af Institut for Folkeligt Teater og Dell’Arte International i Californien. Den gives til en person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb på en vovet, kærlig, vulgær, alvorlig og poetisk måde ”med gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs største trussel”.

Prisvinderen modtager et kunstværk af Klaus Tams, som laves i to eksemplarer - et til prismodtageren, mens den anden hænger på Aasen Teater og bliver en del af ”Håbets Frise” med samtlige værker fra Håbets Pris 1989-2019.

Som en del af programmet fortæller Kitt Johnson om sin vej, og der er en udstilling med keramik inspireret af islandsk natur lavet af Anna Johannsdottir. Der er også dans og natsuppe på programmet, og festen slutter, når solen danser klokken 4.30.

Aasen Teater vil gerne have tilmelding på forhånd. Det er muligt at overnatte i telt til festen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...