Efter 20 år i dekorationsbranchen tog Pia Bang Brix en ny uddannelse - nu er hun klar med egen fodplejeklinik i Brønderslev

BRØNDERSLEV: I denne uge får Brønderslev en ny fodplejeklinik - den ligger i Skjoldsgade, og fodplejeren bag er 48-årige Pia Bang Brix.

Den ny klinik ligger i hendes hjem, som er blevet lavet temmelig meget om i forbindelse med den ny klinik. Den ligger nemlig i et tidligere redskabsskur og i en carport, som hendes mand har bygget totalt om, så den nu er blevet til en ny og indbydende klinik.

- Vores biler er nedprioriterede her på matriklen - de har ikke noget sted at være, smiler Pia Bang Brix.

Der er mange gennemtænkte detaljer i indretningen, og det er nok ikke tilfældigt - Pia Bang Brix har nemlig taget et kraftigt karriereskift, da hun blev fodplejer.

- Jeg er uddannet dekoratør i A-Z Hjørring i 1997, og så blev jeg dekorationschef kort tid efter. Jeg har haft ansatte, elever og så videre, en hel lille afdeling med ansvar for dekoration i 20 år. Der skete noget nyt hver dag, og man kunne bruge sin kreativitet, fortæller Pia Bang Brix.

Pia Bang Brix har været rigtigt glad for sit arbejde i A-Z og sit fag som dekoratør, men der er sket en ændring i branchen gennem de seneste år med mere centralisering, og på et tidspunkt var der kun hende selv tilbage i afdelingen. Tanken om at prøve noget helt andet i en helt anden branche begyndte at gro.

- Tanken er kommet hen ad vejen. Jeg havde en drøm om at blive selvstændig kombineret med at kunne være hjemme og være fleksibel med åbningstider. Jeg er kørt ud hele mit arbejdsliv, nu har jeg lyst at være hjemme og kombinere det med en kreativ del - jeg har planer om at komme i gang med mit klatmaleri, som jeg kalder det, smiler hun.

Hun kan godt lide at male, og det er der også plads til i et stort rum bag klinikken.

Men i klinikken er det fødderne det handler om. At karriereskiftet blev til lige netop fodplejer var med kraftig inspiration fra en god tidligere kollega, som foreslog faget. Den tyggede hun noget på.

- Jeg tænkte, at det er nu, hvis jeg skal prøve noget andet, husker Pia Bang Brix, der var tiltalt af flere ting ved at tage springet og blive fodplejer.

- Jeg ville gerne have med mennesker at gøre, og jeg kan godt lide den en-til-en kontakt, der er i faget. Jeg kan også godt lide at styre processen selv og at få mit eget, fortæller hun.

Altså kastede hun sig ud i uddannelsen til fodplejer. Det foregik i Hjallerup og tog godt et års tid - og der var rigtigt meget nyt at lære for den erfarne dekoratør. Der var udover undervisning både på skolen og som fjernundervisning også eksamener, opgaveskrivninger og mange emner.

- Der er anatomi, fysiologi, sygdomslære - der har jeg ikke haft noget at trække på. Der har jeg skulle starte helt fra nul. Min farvelære og dekolære har jeg ikke rigtigt kunnet bruge, smiler hun.

Hun skulle lige vænne sig til at gå i skole igen og lave store skriftlige opgaver.

- Sidst, jeg prøvede det, var for 30 år siden på Handelsskolen.

Det var super spændende for hende, men også svært.

- Det var helt nede på celleniveau. Man skal kroppen igennem og kunne redegøre for dens funktion, man ikke bare kan skøjte hen over. Du er nødt til at kunne forstå det for at kunne forklare det. Den gamle kone her har været træt i hovedet, men det er meget spændende, fortæller Pia Bang Brix.

Uddannelsen er kommet i hus, og hun har også haft nogle øvekunder igennem. Mandag i denne uge var åbningsdag for klinikken, og nu er planen, at det stille og roligt skal bygges op med flere og flere kunder. I klinikken kan man både komme med smertende fodproblemer som fx nedgroede negle, ligtorne og fodvorter, og man kan også komme mere for velvære og for at passe godt på sine fødder.

- Folk skulle gerne blive afhængige af mig, hvis man kan sige det sådan.

Nu er det hele så nyt, og Pia Bang Brix har stadig mange tanker om sit karriereskift og springet til at være selvstændig.

- Jeg håber, det er det rette valg jeg har truffet, selv om man også nemt kan blive i tvivl. Hver anden dag tænker jeg ”åh nej, det går ikke”, og hver anden dag tænker jeg, at det skal nok gå, smiler hun og glæder sig over, at hendes mand har støttet hende, når tvivlen har trængt sig på.

Og selv om hun ikke har tiltroen til det nye projekt helt i top hver dag, så betegner hun det som fantastisk at stå ved begyndelsen af et helt nyt arbejdsliv.

Mens der fagligt set ikke er de helt store paralleller fra dekoratør til fodplejer, så er der nogle tilgange fra hendes tidligere job, som hun regner med at kunne bruge i det nye.

- Jeg går op i faglighed og i at være dygtig til det, jeg laver. Det forsøger jeg også at sætte en ære i her. Og jeg går i detaljer - det tænker jeg også, jeg kan bruge, fortæller Pia Bang Brix, der også i sit nye job vil have fokus på at give folk en ordentlig vejledning.

Hun har også idéer til aktiviteter, der kan komme i klinikken hen ad vejen. Fx mandeaftener med fyraftensbajer og fodbold på tv-skærmen samtidig med en fodplejebehandling eller par-sessions, hvor man lærer at give hinanden god fodmassage.

Der er reception i den ny klinik lørdag 14. december fra klokken 13 til 17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...