Når eleverne på Toftegårdsskolen er tilbage fra ferie, så står det store, nye udendørs klasselokale klar med aktiviteter til bevægelse og traditionel læring

JERSLEV: Eleverne på Toftegårdsskolen kan godt glæde sig til at komme tilbage i skole. For ved siden af boldbanerne bag skolen står deres nye multipark og udendørs skolelokale klar til brug.

Et projekt, der har kostet omkring 3 millioner kroner, og som er samlet ind ved lokale fonde til glæde for skolen, idrætsforeningen og de lokale i byen.

- Vi er ret stolte af det, siger en storsmilende Marianne Gade, der har været med til at stable projektet på benene.

Hun har sammen med Erik Krabbe og Mona Thomsen stået for at samle de mange penge ind og få realiseret projektet.

På mange måder er kernen i projektet det store udendørs klasselokale, som eftersigende skulle være det største i Danmark. Her får eleverne mulighed for at modtage undervisning udendørs, hvor der er opsat plancher, der løbende kan skiftes ud, og skærme, som kan være med til at understøtte undervisningen. Det har været vigtigt, at det funktionelle i klasserummet har været helt i top.

- Lærerne på skolen har været inde over løbende, så de har kunnet være med til at bestemme indholdet af rummet, siger Marianne Gade.

Ud over klasselokalet så er der også plads til masser af fysisk aktivitet. Der er en løbebane, hvor eleverne kan aktivere tidstagning på søjler i hver ende, og hvor der kan laves biptests på samme vis.

Der er mulighed for at spille basket og fodbold i bure, hvor man også kan koble sin mobiltelefon til og høre musik undervejs.

Generelt er der stort fokus på lyd og læring hele vejen igennem, og der er flere steder, hvor eleverne vil kunne koble iPads og telefoner til, som kan give det en ekstra dimension igennem apps, som man også kan hente til ens eget udstyr.

Blandt aktiviteterne er felter, som vil skabe lyd, når eleverne hopper på dem, og en væg med et spil, hvor man skal trykke på felterne.

I underlaget bliver der også lavet tal og bogstaver, som kan være med til at styrke læringen for eleverne i undervisningen.

- Der kan være tre klasser i gang ad gangen, og fra kl. 08-15.00 har Toftegårdsskolen førsteret på området. Men man kan sagtens bruge det udenfor skoletiden og selv sætte sin iPad eller telefon til, siger Marianne Gade.

Den nye multibane er lige ved siden af de eksisterende fodboldbaner, sti-systemet rundt i området og parkour-området. Så der er masser at give sig til, hvis man skal have brændt lidt energi af.

Selve anlægget bliver indviet den første uge eleverne er tilbage på skolen, fredag 16. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...