Museer byder på julehygge, kreative aktiviteter og mad som i gamle dage

BRØNDERSLEV: 24. november kl. 10-16 er Vildmosemuseet pyntet op til Vendsyssels hyggeligste julestue. Museet oplyser, at man kan komme og få en snak med købmanden, smage de lækre æbleskiver, der er bagt på det gamle brændekomfur og se det skønne udbud af julegaveideer på julemarkedet, hvor lokale står klar med deres fine produkter.

- For børn og barnlige sjæle er der rig mulighed for at udfolde sine kreative evner. Sammen med museets dygtige frivillige kan der nemlig laves både juledekorationer og julepynt. Derudover har du muligheden for at prøve den gamle skolestue, hvor du kan lege skole fra da Bedstefar og Bedstemor var børn, skriver museet i en pressemeddelelse.

25. november kl. 11-16 er det Dorf Møllegårds tur til at vise julepyntede stuer og udstillinger frem.

- Her kan du opleve, hvordan der bages i den gamle stenovn, og smage de berømte jødekager, lækre klejner og nybagte småkager. Du kan også se forestillinger i det gamle dukketeater og høre koret Side by Side synge. Juletræet står smukt pyntet i den fine stue, hvor der også vises hvordan forskellige typer af håndarbejde udføres.

Dagen sluttes af med dans om juletræet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...