Dagplejebørn fra Brønderslev kom til julegudstjeneste i kirken med salmer og det hele

BRØNDERSLEV: Den gl. Kirke i Brønderslev var næsten helt fyldt med sognets allermindste børn, da Brønderslev Kirke onsdag holdt dagplejejul. Det er én af julens mange traditioner og lige så traditionel en julegudstjeneste normalt er, ligeså utraditionelt bliver gudstjenesten, når kirkegængere en stor del af tiden sidder omvendt eller ligger ned på bænken - hvis de da ikke står og danser, sidder på gulvet eller går på opdagelse i kirken.

- Nej, det er ikke et nemt publikum, griner præsten Ninni Lodahl Gjessing efter gudstjenesten.

- Men det er dét, der er udfordringen og det er spændende, at prøve at få budskabet til at passe til deres niveau. Samtidig må det også godt trækkes lidt op - vi synger f.eks. også salmer ligesom vi plejer. Men det er de genkendelige julesalmer og det foregår på en afslappet måde, forklarer præsten.

Sammen med sognemedhjælper Inge Bech Hansen forsøger hun at formidle julens budskab, så selv de mindste børn kan forstå det.

- Det handler ikke kun om glitter og gaver, det handler også om omsorg. Det er vigtigt at få fortalt hvad julen handler og hvad vi fejrer. Det var den dag Gud blev menneske, forklarer Inge Bech Hansen.

Ved en dagplejejul får børnene fortalt juleevangeliet i stedet for at præsten står og læser op. Og det var ikke just en nem opgave onsdag, men det gør ikke spor, siger Ninni Lodahl Gjessing.

- Jeg synes det er hyggeligt, og jeg er glad for at jeg lige fik kontakt til nogle af dem undervejs, smiler hun, og fortsætter;

- De kan faktisk godt forstå det hér med et lille barn, der bliver født og at det er et særligt barn. Jeg forsøger at få dem til at forstå, at det er glæden, der bliver født og at der er nogen, der passer på dem. Det fejrer vi. fastslår Ninni Lodahl Gjessing.

Tirsdag var der dagplejejul på plejehjemmet Kornumgaard og onsdag foregik det i Brønderslev Gl. Kirke, hvor især mange fra dagplejemødre fra midtbyen dukkede op.

- Det er 12. gang, at jeg kommer her med børnene. Her bliver de præsenteret for en tradition i Danmark, og det passer godt med vores læreplaner, hvor vi skal give dem et indblik i dansk kultur. Det synes jeg juletraditionen er, for vi lever jo i et kristent land. Og så er det bare hyggeligt. Børnene kan godt lide at høre historien og møde de andre børn fra vores legegruppe, siger dagplejer Lene Larsen.

- Det handler jo dybest set bare om at få en god oplevelse, synge lidt, få en fortrolighed med at komme i kirken, tilføjer Ninni Lodahl Gjessing.

- Ja, det skal være hyggeligt og det skal give dem en god fornemmelse i kroppen. Og så kommer julemanden - det er nok dét, nogle af dem glæder sig mest til, griner Inge Bech Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...