Omkring 200 deltog i det nye initiativ Brønderslev Juleløb

Her ovenover kan du se 20 fotos indsendt af deltagere:

Juleaftensdag så et nyt initiativ dagens lys i Brønderslev.

Nemlig Brønderslev Juleløb, som viste sig at blive en stor succes.

- Vi endte med 200 deltagende på Facebook-begivenheden. Og i løbet af hele dagen tikkede der skønne billeder ind fra glade folk med nissehuer på - over 70 billeder kom der ind. Der blev gået, løbet, cyklet og der var endda billeder til hest, oplyser arrangør Carina Dam Hjørringgaard fra Brønderslev.

Hun havde sammen med sin familie taget initiativ til løbet, hvor alle, der havde lyst til at komme ud at røre sig inden aftenens julemåltid var indbudt.

- Det er første gang, vi gør noget. Det er, fordi vi selv kommer meget ud og elsker at gå og løbe i skoven, og så tænkte vi, at måske specielt i de her tider er der brug for at samle folk lidt ekstra, fortalte Carina Dam Hjørringgaard inden løbet løb af stablen.

Og som nævnt, var der rigtig mange, som deltog.

- Modtagelsen har været fantastisk, og vi har fra mange fået at vide, at det var et fedt initiativ. Vi håber på, at kunne lave et Brønderslev Juleløb 2021 med endnu større tilslutning, siger Carina.

Og supplerer:

- Da vi går med mange andre tanker og idéer til events og løb, har vi lavet en side på Facebook, som hedder Run’N Fun. Med Run’N Fun håber vi på, at kunne motivere og inspirere til motion for alle. Allerede nu går vi med tanker om at lave et event til påske - så hvis man vil følge med - så er det bare ind og like vores side.

24. december løb eller gik deltagerne altså sammen - eller hver for sig - og med nissehue på. Man kunne lægge et billede op på begivenheden på facebook, og vinde præmier, som er givet af lokale forretninger.

Alle billederne var med i lodtrækningen om en masse lækre præmier, og hele vinderlisten kan ses på begivenheden på Facebook.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...