Jerslev-Sterup Idrætsforening kan melde om et aktivt år i foreningen med nye tiltag

JERSLEV: Jerslev-Sterup Idrætsforening (JSI) kan nu notere sig at have næsten 1000 medlemmer. Det oplyser JSI efter at der har været generalforsamling.

- Medlemstallet ligger på 973, og der er gang i masser af aktiviteter i alle underafdelingerne, der byder på alt fra babyfitness til veteranfodbold. Mange nye tiltag er startet op i året der er gået, og der har været stor opbakning og god energi. E-sport er muligvis på vej i samarbejde med Jerslev Borgerforening og ungdomsklubben, og JSI håber at kunne begynde efter sommerferien, skriver de.

I den mere udendørs sæson har klubben også en multibane, der er til stor glæde og giver mange muligheder for børn og unge.

- Nu hvor solen varmer lidt mere, er der næsten altid nogen på parkourbanen, skaterbanen eller boldbanerne, der ligger så tilgængeligt lige ved siden af Toftegårdsskolen, så børnene også har fornøjelse af banerne i skole- og SFO-tiden.

JSI oplyser også, at en anden vigtig ting for foreningen nærmer sig, det er markedstiden, hvor der er mange nye kræfter til at holde et Jerslev Marked igen i år med god stemning og musik og forhåbentlig et flot overskud ligesom sidste år, hvilket betyder meget for foreningens mange aktiviteter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...