BASaren har et nyt arrangement - JazzBASaren med nye jazzmusikere

BRØNDERSLEV: Som noget nyt arrangerer Brønderslev Amatør Scene (BAS) 14. september kl. 20 hvad de kalder JazzBASaren.

Det oplyser Arne Mogensen fra BAS. Han skriver:

- Der er tale om en aften med upcoming jazzmusikere, som sammen optræder med både egne numre og gamle kendinge. Aftenen knyttes sammen af den lokale musiker Jens Fisker på guitar. Sammen med Jakob Mygind fra Aalborg på saxofon er de to de rutinerede kræfter på scenen. Udover Jens Fisker og Jakob Mygind gæster sangerinden Karmen Rõivassepp BASaren, samt Mads Houe på kontrabas og Tobias Granum på trommer.

BAS oplyser, at Tobias Granum er en aalborgensisk trommeslager, som studerer på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Han bevæger sig i genrer fra pop og folk til big band swing og trio jazz. Han spiller i flere grupper, blandt andet med den nordjyske sangskriver Ginne Marker.

- Karmen Rõivassepp er en estisk jazzsanger, komponist, arrangør og bigband-dirigent, der i løbet af sine seks år i Danmark har etableret sig som et stærkt navn på den aarhusianske jazzscene. Hun er kendt og beundret for sin instrument-agtige stemme, rene lyd og altid legesyge natur. Karmen hører til tidens mest alsidige jazzsangere. Således rækker hendes musikalske ambitioner fra nutidig jazz og eksperimenterende improviseret musik til traditionel bigband- og standard-jazz og klassisk kormusik.

Karmen Rõivassepp vandt i 2018 den nystiftede pris Aarhus Jazz Talent. En pris, der gives til en person eller et initiativ, der har gjort sig ekstraordinært bemærket, og som har udvist et særligt talent i sit virke for jazzmusikken i Aarhus.

Mads Houe startede egentlig som trommeslager, men har nu taget bassen frem som hans hovedinstrument.

Der sælges billetter i forsalg og i døren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...