Lørdag tog Jammerbugt FC hul på den nye sæson i 2. division. Første kamp for det lokale divisionshold var på hjemmebane på Sparekassen Vendsyssel Arena mod oprykkerne fra SB Oure, som de blåblusede slog med to mål - uden at lukke nogen ind.

Resultatet var cheftræner Bo Zinck stærkt tilfreds med.

- Det var ikke det mest prangende fodbold nogensinde, men vi står virkelig godt nede bagved og giver ikke en eneste chance væk. Vi har virkelig fået opbygget en meget solid base, og det er fjerde kamp i træk, vi spiller til nul. Det er sådan noget, der giver point, siger træner Bo Zinck.

Kantspilleren Bardhec Bytyqi scorede knap en time inde i kampen til 1-0 efter en aflevering skråt bagud i banen. Derefter kunne unge Max Møller gøre det til 2-0 med kort tid tilbage.

- Der får vi en friløber til sidst efter et hjørnespark til dem, hvor Max tager et virkelig godt løb og kan score sikkert, siger cheftræneren.

Dermed fik Jammerbugt FC de første tre point i en sæson, der bliver aldeles vigtig. Den afgør nemlig, om nordjyderne skal spille i den kommende 2. division eller 1. division, når den nuværende række deles op i to fra fodboldsæsonen 2021/2022.

Næste kamp er på lørdag mod Middelfart.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...