Sankt Patricks Day blev fejret med irsk musik og god stemning

BRØNDERSLEV: Lørdag aften blev Sankt Patricks Day fejret i Brønderslev, hvor den irske forening Shamrock holdt koncert i Den Runde Pavillon. Der var udsolgt, og formand Erik Bendtsen melder om en god aften.

- Jeg synes, det gik rigtigt godt, vi kan næsten ikke få armene ned. Det er blevet en tradition i vores forening at fejre Sankt Patricks Day, den irske nationaldag, berettede han dagen derpå.

Musikken blev for tredje år i træk leveret af McGuinness fra Hjørring.

- De leverede en fantastisk koncert, publikum var med fra allerførste tone, og det var et feststemt publikum, der blev modtaget af en flot pyntet salg med flag og de irske farver, beretter Erik Bendtsen.

Foreningen tæller i nærheden af 200 medlemmer, og det går godt, kan formanden notere sig.

- Vi er inde i en positiv medlemsudvikling. Jeg tror, vi har ramt en niche, som tiltaler det voksne publikum som nyder den irske musik. Alene i går tror jeg vi fik 20 nye medlemmer, fortalte han.

Der var også spisning forud for musikken.- Møller

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...