Tværkulturel gudstjeneste med flere kirker og optog fra Banegården

BRØNDERSLEV: Kirkerne i Brønderslev holder international gudstjeneste anden pinsedag, 10. juni. Det oplyser Grethe Libergren fra Brønderslev Menighedsråd i en pressemeddelelse.

- Vi fejrer pinsen med tværkulturel gudstjeneste, og i år bliver det ekstra festlig, da gudstjenesten vil finde sted i den nyrenoverede og genåbnede Brønderslev Kirke. Apostolsk Kirke, Frikirken, den Arabiske menighed er også i år med til at arrangere og medvirke ved gudstjenesten, oplyser hun.

Der indledes med et festligt optog fra Banegårdspladsen. Brønderslev Kirkes musiker Jens Nielsen og korpigerne følger med og gør deres til at turen bliver festlig.

- De mange glade mennesker med banner og flag vækker opsigt, og vi håber mange får lyst til følge med os. Vi fejrer gudstjenesten med internationalt præg, en fra hver af de deltagende menigheder bærer lys ind i kirken og der bliver læsninger på flere sprog.

Der vil være børnekirke under prædikenen, frivillige hjælper børnene med at lave duer, som de bærer ind i kirken.

Efter gudstjenesten er der frokost som de deltagende menigheder har forberedt.

- Vi hygger os i et par timer med samvær og underholdning i form af fortællinger, sang og dans.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...