NATUR: Omkring 50 personer deltog til Naturens Dag i Naturskolen i Lunken

Kan snegle gå på line? Og kan de trække en en-krone? Tja, det og meget andet kunne man blive klogere på ved Naturens Dag den forgangne søndag.

Naturskolen i Lunken dannede ramme om arrangementet, der var sat i scene af den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, Brønderslev Lystfiskeriforening og spejderne i Nørreå Gruppe. Godt et halvt hundrede børn og voksne lagde vejen forbi på en dag, der bød på diverse aktiviteter i det fri. Blandt andet var der arrangeret gåtur i det naturskønne område på udkig efter både stålorme og hugorme.

Begge arter blev spottet. Det gjorde desuden et væld af øvrige naturundere, og mens der også blev fisket efter skaller, så bød tiltaget ligeledes på leg med sivbåde på søen.

Dagen sluttede med afklaring af ovennævnte spørgsmål. Snegle besidder både styrke og balance. Naturvejleder ved Brønderslev Kommune, Knud Andersen havde således arrangeret sneglestyrkeprøve, hvor indsamlede eksemplarer skulle prøve kræfter med linegang på snore samt træk af vedhæftede tændstikæsker med mønter. De fleste snegle klarede opgaven med bravur. De led heller ingen overlast og blev naturligvis sluppet fri i naturen efterfølgende.

Det hyggelige arrangement blev toppet med bålhygge og tilberedning af pandekager.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...