Der vil blandt andet være boder, underholdning og kolonihaver til salg

BRØNDERSLEV: Kolonihaveforeningen Agdrupparken byder til høstmarked 18. august fra klokken 10 til 16. Det oplyser kolonihaveforeningens formand Birte Nielsen.

- Der vil ved flere haver være en bod, hvor kolonihaveejere tilbyder alskens varer, skriver hun.

Det kan fx være afgrøder fra haven, planter, frø, aflæggere, blomster, marmelade, saft, syltetøj, brugsting, kunst, værktøj osv.

- Ved klubhuset er der særligt indbudte handlende eller aktører med særlig fokus på haveting. Der vil være demonstration og vejledning i brug af grill, der vil være udstilling af havekunst, haveværktøj, og meget mere. Desuden vil der være lidt sjov og underholdning. Man kan få en tur på rodeotyren, og de yngste en tur på hoppepuden, skriver Birte Nielsen.

Cafeen er åben, og dagen byder også på salg af kolonihavehuse og åbne haver.

- Der er enkelte havelejere, som har deres kolonihavehus til salg, og fremviser gerne deres hus og have. Der er huse i forskellige prislag. Hvis man har lyst at starte helt fra bunden, så er der få tomme grunde til salg, oplyser Birte Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...