Biblioteket opfordrer til, at man læser en serie i sin ferie

BRØNDERSLEV: - Sommerferien venter lige rundt om hjørnet og på biblioteket har vi masser af gode forslag til læsning i ferien. Vi hjælper med at finde de bedste bøger til små og store, og mangler du inspiration, så er vi altid klar med gode forslag.

Sådan skriver Brønderslev Bibliotek i en pressemeddelelse, hvor de peger på, at nyere forskning gang på gang slår fast, at det at læse og gerne lidt hver dag gør en række gode ting: hjernen stimuleres, man bliver klogere, stresser mindre, bliver underholdt, øger sit ordforråd og forbedrer hukommelsen. Og så kan man læse overalt - i fysiske bøger eller e-bøger eller lydbøger, på smart phone eller iPad.

Denne sommer har biblioteket fokus på de mange fantastiske serier, man kan kaste sig over, når man hygger ved stranden, i sommerhuset, kører bil, flyver eller hygger i sofaen i regnvejret.

De har udstillet gode seriebøger på biblioteket og lavet inspirations-foldere med masser af tips til serier for børn og voksne.

- Mange voksne er vilde med krimier, og jeg anbefaler gerne serien om politikommissær William Wisting af den norske forfatter Jørn Lier Horst, oplyser bibliotekar Jytte Albrektsen.

For børn er det vigtigt at holde læsningen ved lige hele tiden, og især i den lange sommerferie gælder det om at fastholde børns læseniveau og læseevne. Det kommer børnene til gode, når skolen igen kalder.

Mange børn synes skoledagene er lange og med mange lektier, så derfor er det oplagt at tage børnene med på biblioteket og finde de bedste bøger, så deres læseniveau ikke daler i ferietiden.

For børn anbefaler bibliotekar Jette Thorndal Madsen følgende:

- En god børnebogsserie for både piger og drenge i alderen 10-14 år er ”Garmerz” af Kasper Hoff. En serie der handler om hardcore gamer Tim, som lever for at spille. Men han har som så mange andre nogle irriterende forældre, der stiller krav til, hvor meget han må spille.

Biblioteket i Brønderslev og Hjallerup holder åbent som sædvanligt hele sommeren - Dronninglund har lukket frem til oktober pga. ombygning, men betjenes af Det Mobile Bibliotek (bogbussen) hver onsdag og lørdag. Det Mobile Bibliotek kører ikke til normale holdepladser i juli måned.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...