Brønderslev Havekreds inviterer alle på tur til Bangsbo Botaniske Have

BRØNDERSLEV: Brønderslev Havekreds besøger Bangsbo Botaniske Have 13. juni 2019 kl. 19.

- En medarbejder fra Botanisk Have vil føre os rundt i den smukke have og fortælle om havens mange anlagte haver og bede, oplyser Ole N. Madsen fra Brønderslev Havekreds.

Bangsbo Botaniske Have er på otte hektar og er beliggende ved den gamle herregård Bangsbo. Havekredsen skriver om haven:

- Gården, der nu er en del af Nordjyllands Kunstmuseum, er beliggende i den sydlige udkant af Frederikshavn omgivet af skov og Bangsbo å i et spændende landskab formet i istiden. I haven kan man opleve den gamle engelskinspirerede park med mange bænke, store plæner, gamle træer og lysthus. Her er også en rosenhave, læge- og krydderurter have, sansehave, indførselshistorisk frugt- og bærhave og en samling af bonsaitræer. Ovenfor den gamle park kommer man til det egentlige botaniske anlæg som blev påbegyndt i 2006 og som nu består af søer og kanaler, verdens største spaltebed med alpinplanter, tuf-sten bed ligeledes med alpine planter, skovbundsbede og en klippevæg af norsk granit med forskellige plantesamlinger.

Der er mødested for deltagerne på turen ved indgangen til haven kl. 19.

Arrangementet er for alle, og havekredsen opfordrer til, at man tager naboer og venner med til en hyggelig aften i Bangsbo Botanisk Have.

Der er ingen tilmelding, så man kan bare møde op.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...