Udsigten til regnbyger og efterårskulde gjorde det lørdag nødvendigt at flytte den årlige havekoncert hos Vivi Steffensen i Brønderslev indenfor i gymnastiksalen på Skolegades Skole. Mindre festligt blev det dog ikke af den grund. Godt et halvt hundrede publikummer havde fundet vej til arrangementet, der løb af stablen for sjette gang.

Og i lighed med tidligere bød koncerten på et varieret udbud af såvel klassiske som rytmiske toner med god plads til godt humør i begge genrer.

- Jeg er rigtig glad for opbakningen, fortæller Vivi Steffensen.

- Men jeg er også glad for, at vi havde en back-up i form af gymnastiksalen. Musikernes dyre instrumenter kunne jo ikke tåle regn. Og publikum skulle heller ikke fryse, tilføjer Vivi, som helt på egen hånd er initiativtager bag koncerterne.

- Det begyndte med, at vi fik bygget en udestue derhjemme. Jeg tænkte at den kunne danne ramme for en havekoncert. Og sådan blev det. Det er da også første år, vi har måttet flytte koncerten fra vores egen have. Næste år håber vi, at være tilbage.

Vivi Steffensen er uddannet pianist og underviste i mange år i Musikskolen. Siden har hun uddannet sig til lærer og arbejder fortsat som sådan med musikken i fokus.

- Og så har jeg bare altid elsket at optræde. Igennem årene har jeg spillet sammen med rigtig mange forskellige musikere. Flere af dem er med, når vi holder havekoncerter. Det vigtigste er, at det er sjovt, og at publikum får en god oplevelse. Det håber og tror jeg også var tilfældet denne gang, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...