Krista og Hans Risagers Fond åbner igen op for pengekassen til lokale projekter og foreninger

BRØNDERSLEV: Krista og Hans Risagers Fond er en velgørende fond, der hvert år via legater støtter lokale initiativer og projekter fra personer, virksomheder, organisationer og foreninger, der kan være med til at skabe udvikling i Brønderslev og være til glæde og gavn for byens borgere.

Fonden er nu klar med en ny ansøgningsrunde.

- Lokale foreninger, projektmagere, talenter og ildsjæle inden for kultur- og idrætsliv samt iværksættere og nystartede virksomheder kan søge om op til en halv million kr. til aktiviteter og nye levedygtige projekter, siger Morten Larsen og Peter Larsen fra fondens bestyrelse.

Der en ansøgningsfrist den 1. november 2020.

Hvad skal der ske i Brønderslev?

Fonden giver følgende oplæg, der kan sætte gang i tankerne hos diverse projektmagere:

* Brønderslev er en god kommune og helt sin egen. Men hvad er egentlig Brønderslevs DNA?

* Hvad vil vi? Hvor skal vi hen? Hvad er det for en fremtid, vi drømmer om at skabe sammen?

* Hvad er det særegne ved Brønderslev og hvad skal profilere byen i fremtiden?

* Skal Brønderslev have en ny attraktion, et kunstværk, et kulturhus, et frivillighus eller en ny tilbagevendende festival eller event?

* Skal der etableres en skateboard-, multi- eller skøjtebane på fremtidens Banegårdsplads i midtbyen? Skal der bygges et fugletårn i naturområderne i Grinsted Plantage eller i Komponistskoven?

* Skal der være nye aktiviteter for børn, unge, ældre og familier i Rhododendronparken - f.eks. en ny legeplads eller et sommerspil eller revy på scenen i parken?

* Skal Brønderslev brandes som en grøn by, hvor borgere, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og foreninger sætter bæredygtigheden i højsædet, og hvor der er fokus på FNs verdensmål?

* Eller har du en idé til et socialt projekt, der bidrager til fællesskab og en grøn samfundsudvikling.

- Fonden ønsker at bidrage til at udvikle Brønderslev by og lokalområdet ved at give støtte til realisering af nye initiativer, events og aktivitetsskabende projekter, der kan være til glæde og gavn for byens borgere samt være med til at gøre Brønderslev kendt. Indsatsområdet er ikke begrænset til enkelte områder, men områder som sport, kultur, nystartede virksomheder og iværksættere har fondens særlige bevågenhed, fortæller Morten Larsen og tilføjer:

- Vi mener også, der mangler tilbud, aktiviteter og faciliteter for børn, unge og familier i Brønderslev. Derfor vil vi meget gerne støtte op om projekter og arrangementer, der tilgodeser byens børn og unge mennesker, ligesom vi gerne støtter lokale talenter inden for sport, kunst og kultur med et legat, så de kan hente ny inspiration og dygtiggøre sig inden for deres felt. Der skal være nogle ildsjæle og lokale folk, som tager ansvar for de projekter, vi går ind i. Vi støtter sjældent noget alene. Vi gør det altid sammen med lokale folk, der brænder for projektet, tilføjes det.

De har tidligere fået støtte

Krista og Hans Risagers Fond har siden 2012 uddelt legater og donationer for mere end 3 mio. kr. til lokale foreninger og projekter i Brønderslev.

Der er f.eks. givet støtte til etablering af udendørs spa og sauna samt en klatrevæg i Brønderslev Svømmehal, til Brønderslev Hallernes udendørs fitness anlæg og legeplads til børn, en fortællekoncert til byens børnehaver, til etableringen af Brønderslev Ungdomshus, udviklingen af en byvandringsapp, Den Kongelige Ballets forestilling i Rhododendronparken, etablering af kunstgræsbane ved BI-Centret, opførelse af en primitiv overnatningsplads/shelterplads i Komponistskoven, BI-bordtennis træningslejre for klubbens ungdomsspillere, Red Barnets Familieoplevelsesklub og agilityudstyr til DCH Brønderslev.

I 2018 og 2019 har fonden bl.a. givet donationer til realiseringen af et nyt kulturhus i PN Beslags fabrikslokaler, aktiviteter for børn og unge på den nye Banegårdsplads, til en mountainbikebane, etablering af en hundeskov, opstart af en klub for udsatte unge samt legater til unge musikere og sportsfolk samt legat til lokale studerendes udlandsophold.

Elektriker bag fond

Hans Risager var uddannet elektriker og blev siden aut. el-installatør og drev i mange år sammen med sin kone Krista Risager et firma/lampeforretning i Gravensgade 97 i Brønderslev.

Ved testamente har de afdøde betænkt et større millionbeløb til en særlig fond - Krista og Hans Risagers Fond - der skal uddele legater til forenings- og erhvervslivet i Brønderslev.

Fondens bestyrelse består af 5 medlemmer, der hver især har indsigt i fritids- og erhvervsforhold for Brønderslev Kommune. Peter Larsen & Morten Larsen repræsenterer familiens interesser i fonden. Derudover har læge og tidligere formand for Brønderslev-Hallerne Henrik Jensen plads i fondens bestyrelse som repræsentant for fritidslivet. Advokat Gert Storkborg Jensen er bestyrelsesformand og endelig er viceborgmester Karsten Frederiksen udpeget til fondens bestyrelse af byrådet.tn

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...