FRITID: Østsidehallens lange grusvej er blevet asfalteret - flere planer for en bedre tilkørsel er under opsejling

Når man kører ind til Østsidehallen og Samlingshuset i Ø. Brønderslev, plejer det at foregå af en lang grusvej.

Det er slut nu - i stedet mødes man af helt ny asfalt på turen.

- Vi har gennem lang tid hentet tilbud ind på, hvad det ville koste at få lavet en asfaltvej med lys og så videre. Det er så lykkedes, fortæller leder af Østsidehallen, Marianne Nellemann.

KJ Service ved Klaus Dam Jensen, som er lokal, har stået for projektet, som Østsidehallen, Borgerforeningen, Menighedsrådet og Ø. Brønderslev Idrætsforening (ØBI) står bag.

En gruppe frivillige fra de forskelige parter gik i gang med planlægning i første halvår af 2019.

Og nu er det altså blevet en realitet med en splinterny vej.

- Vi var trætte af, at grusvejen støvede, og om vinteren blev der store huller, det koster også penge at få dem jævnet ud, fortæller Marianne Nelleman, der glæder sig over den nye vej.

- Jeg nyder det, når jeg kører til og fra arbejde, siger Marianne Nellemann, der er sikker på, at alle andre, der kommer til huset, også vil blive glade for den nye vej.

Anlæggelsen af vejen er første del af et samlet projekt - anden og tredje del af projektet omhandler belysning langs vejen samt renovering af parkeringspladsen.

- De involverede parter har finansieret hele første del af projektet, og vejudvalget er allerede godt i gang med planlægning af anden og tredje del af projektet, herunder skal vi i gang med ansøgning til diverse fonde, oplyser Marianne Nellemann.

Projektet har kostet omkring 250.000 kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...