ERHVERV: Tøjbutikken Garderoben i Brønderslev lukker som følge af corona

Tøjbutikken Garderoben, som ligger på P. Møllers Plads i Brønderslev, lukker med udgangen af september.

Det oplyser indehaver Poul Erik Vester.

- Det gør vi på grund af corona. Vi har mistet omsætning. Det er egentlig forklaringen, konstaterer han.

Tidligere havde Garderoben fire butikker - i Brønderslev, Nykøbing, Aalborg og Brovst.

Butikkerne i Aalborg og Brovst er blevet lukket, også som følge af corona.

- Vi har haft fire. Nu er der kun Brønderslev og Nykøbing tilbage, fortæller Poul Erik Vester.

Butikken i Nykøbing fortsætter også efter at den i Brønderslev lukker.

Butikken i Brønderslev åbnede i 2015, og Poul Erik Vester har været glad for at være i byen.

- Det har været positivt at være der, men det er klart, det er jo ikke en guldgrube at sælge tøj. Det kan vi ligeså godt være ærlige at sige. Men ellers har det være positivt, og vi har været glade for at være der, men det her corona har gjort, at vi ikke vil mere, for det koster os penge, siger han.

Corona har været en dyr omgang for Garderoben.

- Sådan er det jo, det har kostet mange penge, det her corona. Vi har mistet to millioner, fortæller Poul Erik Vester.

Garderoben har ophørsudsalg i hele september.

Butikken har dametøj til folk fra 25 år og op, og så har de også plus size - tøj i store størrelser står for 70 pct. af omsætningen.

Butikken ligger i lejede lokaler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...