Børn og unge så på vilde dyr sammen

BRØNDERSLEV: Næsten hvert år tilbyder Brønderslev Fritidsklub, Sct. Georgsgården, deres medlemmer at komme med på en dagstur til Aalborg Zoologisk have.

- Vi har til dagligt dyr i klubben, som vores børn er rigtig glade for, så derfor er det altid sjovt at arrangere en tur, hvor børnene kan få mulighed for at opleve større og mere vilde dyr end marsvin, papegøjer og silkehøns, oplyser afdelingsleder i klubben, Megan McHardy Svendsen.

De var i dette års vinterferien af sted i to busser mod Aalborg Zoo fyldt med børn og personale.

- På trods af det kolde og våde vejr udviklede det sig til en super hyggelig dag, hvor børnene fik mulighed for at opleve alt fra isbjørne og løver til elefanter, dovendyr samt diverse aber og eksotiske fugle – og der blev selvfølgelig også tid til fri leg og hygge på havens legeplads, skriver Megan McHardy Svendsen.

Dagen forinden blev der bagt pizzasnegle og kanelkage i klubben, så alle havde mulighed for at få lidt lækkert at spise i løbet på turen.

- Det er altid skønt at kunne tage børnene med på ture ud af huset, da det giver dem nye indtryk og sjove oplevelser med hinanden, som de kan tage med sig hjem, hvilket kan skabe grobund for tættere og nye venskaber på tværs af vores medlemmer.

Den næste planlagte tur ud af huset finder sted i slutningen af maj måned, hvor der hvert år arrangeres en tur til Fårup Sommerland på tværs af fritids- og ungdomsklubberne i Brønderslev og omegn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...