ERHVERV: Deres Frisør og Klippeakademiet flytter ind i ny salon, der er i gang med at blive indrettet i den gamle Fætter BR

Efter 31 år i Bredgade flytter Deres Frisør nu over i Algade, det bliver i den bygning, hvor Fætter BR tidligere lå. Her kommer de til at være i den ene del af bygningen, mens den anden del af bygningen kommer til at rumme Klippeakademiet, som har samme ejer og plejer at ligge et andet sted i Algade.

Indehaver af begge saloner, Anne-Mette Mortensen, fortæller, at de længe havde snakket om at flytte.

- Men vi er jo nordjyder, og det tager lidt tid fra tanke til handling. Jeg spurgte medarbejderne, om de syntes, det var en god idé, og de var begejstrede, fortæller Anne-Mette Mortensen.

De nye lokaler er lejede, og den gamle legetøjsbutik er i fuld gang med at blive omdannet til frisørsalon. I det nye får de kun lidt mere plads men en bedre fordeling af rummene.

- Vi har været meget tæt. Det bliver dejligt at have mere rum til kunderne, så der bliver mere luft, fortæller Anne-Mette Mortensen.

Der bliver også indrettet gode faciliteter til de ansatte og et særligt sted, hvor de kan arbejde med farver og permanentvæsker.

Den ny salon åbner 1. december, og der bliver en reception i de nye lokaler 7. december fra klokken 13.30.

Klippeakademiet og Deres Frisør får separate indgange og adskiller sig ved, at Deres Frisør er med tidsbestilling og Klippeakademiet er uden.

De tæller til sammen 11 medarbejdere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...