Kristoffer Wittrup rejste fra Brønderslev og er nu fotograf i Trondheim - snart har han sin første soloudstilling i Oslo

BRØNDERSLEV: Kristoffer Wittrup har gået i skole og i gymnasiet i Brønderslev og har levet sine første 19-20 år i byen. Men i dag bor han i Trondheim pænt oppe i Norge, hvor han er selvstændig fotograf og snart har sin første soloudstilling af sine billeder i Oslo.

Både kærlighed til foto og kærlighed som sådan spiller ind i, hvorfor den nu 28-årige Kristoffer Wittrup er kommet til Norge.

- Efter gymnasiet gik jeg på medieskolerne i Viborg, hvor jeg studerede fotografi. Der starter man på et grundforløb og skal så finde en læreplads. På andet skoleforløb kom min nuværende kæreste ind i min klasse, og hun er fra Norge af. Vi var på skole i tre måneder, blev kærester, og så måtte man finde ud af, hvad man gjorde der, fortæller Kristoffer Wittrup over telefonen fra Trondheim.

Det gik så sådan, at de fik samme læreplads, som ligger i Trondheim, og der, hvor solen på det mørkeste tidspunkt på vinteren kun er fremme fire timer i døgnet, har fotografen fra Brønderslev altså boet siden.

- Fra 2015 har jeg arbejdet i et af Norges største fotostudier og portrætstudier. I Norge har de en langt større tradition for billeder af konfirmander, babyer og familier, fortæller Kristoffer Wittrup.

Siden er han blevet selvstændig fotograf, og han har fundet en særlig interesse indenfor feltet, som også er den, han sigter på til udstillingen i Oslo - nemlig billeder af bygninger og arkitektur.

På havnen i Århus

Interessen for foto kom af en vej, der har med computere at gøre.

- Jeg vidste tidligt, at jeg gerne ville noget kreativt. Det begyndte med, at jeg sad ved min computer og lavede ting i diverse programmer og lavede sådan nogle signaturer på et internetforum, så når jeg skrev en besked, så var der et lille billede efter med navn. Jeg var lidt utilfreds med de billeder, jeg kunne finde på nettet, og så ønskede jeg mig et kamera og fandt ud af, at jeg faktisk kunne tage billeder, husker han.

På hans første læreplads, som lå i Randers, fik han prøvet mange forskellige genrer indenfor fotografi.

- Der var nogle gange bygninger, andre gange modeller, andre gange sko, giver han som eksempler.

Men på et tidspunkt nåede han frem til, at hvis man kan lave mange ting, bliver man ikke nødvendigvis rigtigt god til noget af det.

- En sommeraften i Århus gik jeg rundt på havnen og gik forbi Isbjerget, en meget kendt bygning, husker han.

Han tog billeder af den og fandt ud af, at det kunne et eller andet, og han fik også god respons på billederne.

- Jeg kunne mærke, at det syntes jeg var rigtigt spændende.

Det blev begyndelsen på hans fokus på at fotografere arkitektur.

Det går en del af hans liv som selvstændig med, samtidig med at han også arbejder indenfor de andre genrer, han har lært.

Kreativt miljø

Kristoffer Wittrup er med i et kontorfællesskab i Trondheim med fotostudie, og hvor der også er arkitekter, grafiske designere og kunstnere.

- Det er et kreativt miljø, og der er nogle at snakke med om ting, så man ikke bare sidder hjemme på et kontor, fortæller han.

Han har lært at tale norsk, men fortæller dog, at nordmændene ofte kan høre danskeren i ham. Men det vender han til en fordel - ved hjælp af selvironi.

- Hvis folk ikke forstår mig, kan jeg spille lidt på det. Specielt når jeg skal tage billeder af børn og konfirmander, så fjerner det fokus fra, at det er pinligt at blive fotograferet, fortæller Kristoffer Wittrup, der også har oplevet, at folk husker ham den danske fotograf.

At være alene

4. juni åbner hans udstilling i Oslo, som løber en måneds tid frem. Det sker i Fotografiens Hus, og her kan man se 12 billeder af arkitektur på Kristoffer Wittrups måde.

- Konceptet har været mange år undervejs. Jeg ville gerne på en måde fortælle, at bygninger er en form for kunst mange gange. Det er rigtigt meget arbejde i det. Ligesom når du har en god film eller bog, så kan en bygning på mange måder fortolkes og diskuteres og bidrage med noget, forklarer Kristoffer Wittrup.

Hans udstilling hedder ”One”, og der er en person på billedet, men altid kun en.

- Der er kun en person i mine billeder. For mig har det sidste stykke tid i Norge været lidt ensom. Man er lidt alene i verden, men det er ikke altid negativt. Det er tabubelagt at tage alene i biografen eller ud at spise, så kigger folk lidt. Når jeg er ude med mit kamera, er jeg klart bedst, når jeg får lov at gå alene i min egen verden og ikke bliver forstyrret af snak, fortæller Kristoffer Wittrup.

Der ligger også tanker om samfundet i billederne.

- Det er også en hyldest til, at man tør være alene og tage afstand fra sociale medier. Man kan tolke det, som man vil. Faktum er, at mange er ensomme, selv om vi aldrig har været så connectede. Det er en måde at normalisere ensomhed på, forklarer han.

For ham er billederne på udstillingen også billeder, hvor han kan få lov at udfolde sig frit uden rammer.

- De er mig, der bestemmer udtrykket, og det med at være kreativ er enormt vigtigt.

Udstillingen i Oslo er han kommet med på efter at have søgt om det, og der kom hans billeder altså igennem nåleøjet.

Kristoffer Wittrup har tidligere udstillet billeder i forbindelse med kulturdage i Norge, men det er hans første soloudstilling.

Se flere billeder op side 18

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...