Formand for Brønderslev Pensionistforening vil ikke mere - hun håber, at nye kræfter vil tage over, men det er svært at finde nogen

BRØNDERSLEV: 17. februar er der generalforsamling i Brønderslev Pensionistforening. Det er der ikke noget usædvanligt i. Det har de prøvet mange gange før i foreningens snart 77-årige historie.

Men i år er der mere på spil end vanligt.

Det ser nemlig ud til, at foreningens dage kan risikere at være talte.

Den 80-årige formand, Aase Jensen, er efter ti år på posten fast besluttet på ikke at fortsætte, og det kniber gevaldigt med at få kørt en afløser i stilling.

- Jeg har sagt de sidste tre år, at jeg vil stoppe, men så har jeg taget et år mere, fortæller hun.

Men denne gang mener hun det. Det ER slut nu.

- Nu er det slut, og jeg vil ikke mere, uanset hvordan det ser ud, siger hun.

Støtter godt op

Brønderslev Pensionistforening tæller i dag 200 medlemmer, og de er aktive og vil gerne være med, når der er aktiviteter.

- De støtter godt op om det, vi har. I går til sangeftermiddag var vi 34, fortæller Aase Jensen.

Der er i det hele taget god opbakning til de forskellige aktiviteter, som blandt andet også tæller bankospil, som kan trække 50-70 personer samt fester - senest var der en nytårsfest, hvor 51 deltog plus 11 musikere.

- Vores fester får vi ros for, fortæller Aase Jensen.

Festerne tæller også en årlig stiftelsesfest, sommerfest, høstfest og julefrokost, og det er altid med dans. Tidligere var der dans hver mandag, men nu foregår det til festerne.

- Vi vil gerne danse, men vi er ved at være for gamle. Vores knæ er ikke til det mere, smiler Aase Jensen.

Sangeftermiddagene foregår på Plejehjemmet Støberiet, hvorfra også nogle beboere deltager.

Men mens det går fint med opbakningen til at deltage i arrangementerne, går det altså mere sløjt med at få nogen til at gå forrest for en bestyrelse.

Er blevet for gammel

Aase Jensen er 80 år og har været med til at fejre foreningens 70 og 75 års jubilæum igennem sine ti år på formandsposten. Hun mener, at hun har haft sin tid, og at hun er blevet for gammel til at holde styr på tingene i foreningen.

- Jeg kan ligge vågen om natten, fortæller hun.

Desuden er det administrative kommet mere og mere over på computer, hvilket ikke er lige er hende.

Nej, der skal nye kræfter til, er hendes konklusion. Problemet er bare, at det er svært at køre en ny formand i stilling. Hun har forsøgt.

- Jeg har spurgt Gud og Hvermand, om ikke de kan tage to år og prøve det, men der er ingen, der vil binde sig til noget. Og det kan ikke nytte at noget at sætte nogen ind, der ikke vil lave noget, konstaterer hun.

Folk vil ikke binde sig

Hun tror, det hænger sammen med det papirarbejde, der følger med.

- De gider ikke det papirarbejde. De vil ikke have det ansvar, og de vil ikke være bundet af noget, er hendes erfaring.

Hvis ikke der viser sig en ny formand, så kan det ende med, at foreningen må lukke. Men først til nytår, for der er betalt medlemskontingent og planlagt arrangementer kalenderåret ud, og dem vil Aase Jensen godt hjælpe med at køre igennem.

- Men hvis ikke der bliver lavet et nyt program til næste år, så kan ingen sælge medlemskort, og så går de penge, der er, til byens pensionister og plejehjem, konstaterer Aase Jensen, der håber, at det ikke når dertil.

- Jeg håber, der er nogen, der vil føre det videre. Det har jeg arbejdet på nu i tre år.

Forening giver glæde

Aase Jensen er glad for foreningen og har også været med, før hun blev formand. Tilbage i 1990’erne var hendes mor formand for foreningen, og Aase Jensen fører en bog med udklip af omtaler af foreningens arrangementer gennem de seneste år. Den beretter om ture, foredrag, danseaftener, fester og meget mere.

Selv er hun for eksempel meget glad for at deltage i sangeftermiddagene, og hendes engagement i foreningen kommer af flere grunde.

- Jeg synes, det er hyggeligt at komme der. Mange tilkendegiver, at de er glade for det, og jeg synes, der var forskrækkeligt, hvis det skulle stoppe, mener hun.

Hun glæder sig også over at se medlemmerne være glade.

- Det er godt for de gamle mennesker at komme ud og være sammen med nogen. Og de er glade og danser - der er folk på gulvet, ligeså snart der bliver spillet op til dans.

Generalforsamlingen 17. februar foregår i Bien i Brønderslev. Her skal det også drøftes, om bestyrelsen skal gå ned til fem personer i stedet for syv.

Brønderslev Pensionistforening har i tidligere dage været helt oppe op 800 medlemmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...