Naturvejlederne bød på en tur med kryddersnaps og viden

THISE: Torsdag aften inviterede naturvejlederne alle interesserede på en rask spadseretur i de skønne Thise Bakker.

Naturvejleder Hans Peter Johansen og Kaj Kristensen kendt som Traktor Kaj bød deltagerne velkommen og bød på en lille kryddersnaps trukket på friske nåle af rødgran.

Delt op i mindre grupper begav deltagerne sig afsted på den fem kilometer lange rute. Selvom vejret mildt sagt ikke var forårsagtigt-kold vind og endnu koldere byger - tog deltagerne det med godt humør.

Undervejs gjorde Hans Peter Johansen korte stop, og fortalte om områdets træer, og om betydningen af det døde ved, som får lov at ligge og rådne i skovbunden, det har en kæmpe betydning for skovens biodiversitet.

Alle klarede også de 49 stejle meter op til bakkernes højeste punkt Guldbjerg, hvor Hans Peter Johansen citerede Acton Fris ikke særlige rosende tekst om pavillonen på Guldbjerg.

Efter et par timers vandring endte turen, hvor den begyndte på P-pladsen over for Thise Kirke. Det var egentlig planen, at alle skulle slutte af med nyde den medbragte kaffe, men våde og kolde besluttede de fleste-forståeligt nok - at køre hjem i varmen. To grupper slog sig dog ned i bålhytten og nød indsvøbt i tæpper den varme kaffe og en god og hyggelig snak.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...