Både børn og voksne hos Børnehaven Livstræet i Jerslev kan godt begynde at glæde sig. En ny bålhytte er på vej og ventes klar til brug sidst på foråret. Opførelsen muliggøres af en flot donation fra Sparekassen Vendsyssels Fond, Jerslev. 110.000 kr. - eller en femtedel af fondens seneste uddelingspulje - går til projektet, der etableres på legepladsen bag børnehaven.

- Det glæder vi os til, siger dagtilbudsleder, Hanne Smed.

- Vores gamle bålhytte er nedslidt, og vi ser frem til igen at kunne samles omkring ilden i forskellige sammenhænge, tilføjer lederen.

Den officielle overdragelse løb af stablen den forgangne torsdag med deltagelse af afdelingsdirektør hos Sparekassen Vendsyssel i Jerslev, Helle Louise Skole. På børnehavens vegne tog Hanne Smed med samt Birgitte Als og Martha Louise Sloth Sørensen fra forældrebestyrelsen imod.

Mens donationen til Livstræet i Jerslev var den største, var der også mange andre fra lokalområdet, der har fået penge fra Sparekassen Vendsyssel Fond i denne omgang.

Brønderslev Floorball Club har fået 35.000 kroner til en speed floorball bane.

JSI Motion får støtte til gymnastikredskaber, 18.700 kroner.

Brønderslev Cross Klub får støtte til gulvbelægning i klubhus, 25.000 kroner.

Stenum Kulturhus får 30.000 kroner til en legeplads.

JSI Badminton får en boldmaskine til 28.000 kroner.

SparV Hallen får bord- og bænke sæt til 50.000 kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...