ÆLDRE: Alle kan være med på kursus i at blive demensveninstruktør - og i uge 38 er der huskeuge med mange demensvenlige aktiviteter på programmet

Brønderslev Kommune søger lige nu frivillige, der gennem et en-dagskursus vil være med til at udbrede kendskabet om demens i lokalmiljøet og derigennem inspirere andre til at være demens-venlige i hverdagen.

Det oplyser Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse.

- Mandag 7. september fra 10-15.30 har du muligheden for at komme på et gratis kursus og blive uddannet demensveninstruktør gennem Alzheimerforeningen. Som demensveninstruktør vil du blive klædt på til at tage ud i dit nærmiljø i Brønderslev Kommune og holde korte informationsmøder om demens, hvor du giver de tilhørende en forståelse for, hvad demens er og hvordan man kan gøre en positiv forskel for mennesker med demens via demensvenlige handlinger. På kurset bliver du undervist af en fagperson fra Alzheimerforeningen og du får viden og konkrete redskaber til, hvordan du afholder informationsmøder i dit nærmiljø og hvordan du klæder andre bedre på til at møde mennesker med demens, skriver de.

At være Demensveninstruktør er en frivillig opgave. Et informations-møde kan fx være hos den lokale købmand, i en bridgeklub, til en familiefødselsdag eller et helt fjerde sted, hvor man tænker, det giver mening.

- Det kræver ikke et stort kendskab til demens eller en bestemt faglighed at være demensveninstruktør – det kræver bare, at man har lyst til at få mere viden og samtidig udbrede den viden, man tilegner dig. Man kommer til at indgå i et netværk af lokale demensveninstruktører i Brønderslev Kommune.

- I netværket vil vi mødes for at udveksle erfaringer, få gode råd og sparring og skabe et fællesskab med de andre demensveninstruktører.

Kurset fungerer også som en optakt til uge 38, hvor der er huskeuge med flere ting på programmet - blandt andet en demensvenlig tur i Grindsted Plantage 15. september, motion 16. september i Bien i Brønderslev, og en tur i Naturparken i Dronninglund 17. september.

Fredag 18. september er der gammeldags bal på Jerslev Kro, og dagen efter er der musik på Margrethelund og Støberiet.

Søndag 20. sluttes af med demensvenlig gudstjeneste i Hjallerup Kirke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...