Arkivfoto

Jens Kjær fylder år fredag

BRØNDERSLEV: Jens Kjær, Valdemarsgade 27, Brønderslev, fylder fredag 85 år.

Jens Kjær er født i V. Hjermitslev, hvor forældrene havde gården Falden vest for byen.

Han er den sidste tilbageværende af 11 søskende. Han hjalp til på gården indtil han blev indkaldt til Jyske Dragonregiment i Holstebro. Tiden som dragon mindes Jens med glæde.

Efter værnepligten flyttede Jens hjemmefra og fik arbejde på Pedershaab Maskinfabrik, i dag PN Beslag. Jens blev en tid i V. Hjermitslev, hvor han var en ivrig fodboldspiller i V. Hjermitslev Boldklub.

Efter nogle år flyttede Jens til Brønderslev, hvor han fik en lejlighed på Fasanvej. Jens arbejdede stadig på PN-Beslag. Han var her en vellidt og samvittighedsfuld medarbejder, der ofte blev kaldt på, når det var de ældre beslag, der skulle laves. Jens kunne fejre sit 40-års jubilæum på PN-Beslag.

Jens forblev ungkarl, men tog del i livet ved familien i V. Hjermitslev. det var særligt børnene og deres børn, der optog Jens, og han er altid en velkommen gæst ved begivenheder i familien.

I flere år tog Jens på campingferie sammen med en niece, hendes mand og deres børn. Der blev camperet med telt, først rundt i Danmark, dernæst Norge, Tyskland, Østrig og Italien. Blandt andet til Camping Marina di Venezia på Lidoen ved Venedig.

Senere blev det med campingvogn til Wien, Heidelberg, Rüdesheim med Drosselgasse, Schwartzwald og mange ture rundt i Nordtyskland. Plön blev besøgt flere gange, men det var især Harzen, der trak med naturen og de fine gamle bygninger i de hyggelige byer.

Harzen besøgte Jens mange gange, sammen gange, sammen med niecen og hendes mand. De slog næsten altid også et smut ind om Harzen, enten på vej ud på ferie eller på hjemvejen. Der blev også vintercamperet i Harzen.

Jens har alle dage været en person, der sætter pris på punktlighed. Et klokkeslæt er et klokkeslæt og alting på sin plads, så der er plads til alting. Det er noget, der stadig følger Jens, også selv om han, på grund af sit svigtende helbred, har taget ophold på Plejecentret Valdemarsgade.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...