Trine Baadsgaard har fået kvalitetsstempel fra Sundhedsstyrelsen

BRØNDERSLEV: Fodplejer Trine Baadsgaard fra Brønderslev Fodterapi i Østergade har fået en akkreditering fra Sundhedsstyrelsen. Det indebærer besøg fra Sundhedsstyrelsen og en længere læringsproces omkring emner som hygiejne, sterilisation af instrumenter og journalføring.

- Det er egentlig et kvalitetsstempel. Vi samarbejder meget med regionen, og vi skal igennem det, for at regionen kan kvalitetsstemple os. Det handler blandt andet om procedurer på klinikken for rengøring af instrumenter, og hvordan vi skriver journaler, fortæller Trine Baadsgaard.

I forvejen har hun en statsautorisation, som betyder, at man lever op til nogle krav, og at Sundhedsstyrelsen fører kontrol med klinikken. Men det betyder også noget med den nye akkreditering.

- Det betyder nok allermest, at jeg ved, jeg gør det, jeg skal gøre. Det betyder noget, når man sidder som behandler og har med svagelige og ældre at gøre, at man har styr på de ting, der skal være styr på, fortæller Trine Baadsgaard.

Hun peger på, at 80 pct. af hendes patienter i klikken har sukkersyge, og deres fødder er ikke bare som alle andre fødder.

- Det har stor betydning for dem, at jeg har styr på min klinik. Jeg skal passe meget på, om de får et sår eller en betændelsestilstand, så hvordan man ordner deres fødder har kæmpe betydning for dem, forklarer hun.

Trine Baadsgaard har haft klinikken i Østergade i et år. Hun har ydernummer og dermed et samarbejde med regionen og får henvist patienter.

Trine Baadsgaard har været fodterapeut siden 2013 og har tidligere arbejdet på klinik i Sindal og har kørt rundt og lavet hjemmebehandlinger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...