Parasport Danmark har haft landsholdssamling i Jerslev, der blev rundet af med sociale aktiviteter

JERSLEV: Fodboldspillerne ved Parasport Danmark har været til landsholdssamling i Jerslev. Her deltog 91 atleter i kampene i aldersgruppen 15 til 33 år, hvor kærligheden til fodbold og det sociale samvær var i fokus og ikke så meget det, at de også er udfordrede af udviklingshandikap.

Ifølge fodboldtræner Pia Stougaard Karlsen har det været en fantastisk oplevelse for både trænerne og spillerne at kunne samles om fodbold og sociale aktiviteter.

- Der var mange nye med denne gang, og når de først kommer, så går de lidt og gemmer sig. Men der gik ikke lang tid, før de første mange positive meldinger kom. Der kom flere og fortalte, hvor fantastisk det havde været, og at de havde fået så mange nye venner og haft en positiv oplevelse ved at spille fodbold, siger Pia Stougaard Karlsen.

21 af spillerne var kvinder, men man håber på, at man kan lokke lidt flere med, da det så vil være nemmere at stille flere hold og sørge for udskiftninger undervejs, men det satte ikke en stopper for kampgejsten under landsholdssamlingen.

Hele weekenden var fyldt med kampe, og der kom hold fra flere lokale fodboldklubber, der også spillede kampe med landsholdsspillerne.

Normalt ville landsholdssamlingen være rundet af allerede søndag, men denne gang blev samlingen udvidet og mere end halvdelene af spillerne har brugt tre ekstra dage på oplevelser sammen. Her har spillerne for alvor kunnet knytte venskaber igennem oplevelser, og det har været en fornøjelse at opleve som træner i løbet af samlingen.

- Vi har været i svømmehallen, Fårup Sommerland og været ude, været på klatretur og set landskampen i Aalborg. Det har været et kæmpe fællesskab. En af deltagerne kom til mig og sagde, at: ”når vi er sammen, er vi en stor familie”. De har knyttet venskaber og hjulpet hinanden. De har været så taknemmelige for at være med, og man bliver meget glad som træner, når man har brugt sin ferie på at holde det. Man får også så meget igen, siger Pia Stougaard Karlsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...