Erhvervslivet har vist stor interesse for droner, der kan løfte op til 100 kg. Den udfordring har fire iværksættere i Airflight ApS taget til sig - og har en million fondskroner i ryggen.

BRØNDERSLEV: Det vakte stor opmærksomhed, da fire iværksættere sidste år valgte at fortælle om deres projekt med at udvikle en flyvende drone, der skulle transportere mennesker ... i et design, der tydeligt var inspireret af Batman-tegneserien anno 1970'erne.

Drømmen var at blive blandt de første til at udvikle en reel flyvende bil - velvidende at der måske var lang vej til at lovgivningen ville give lov til den slags. I lang tid havde de fire gået for sig selv i lejede lokaler på HawkeyePedershaab, men nu skulle projektet ud og se verdens lys.

Efter en artikel i Nordjyske fik iværksætterne henvendelser fra nær og fjern fra virksomheder, som godt kunne se en idé i dronen - men ikke til at transportere mennesker.

- Der har vist sig at være et behov for at kunne løfte op til 100 kg. uden brug af kran eller helikopter - på byggepladser, i vindmølleparker og den slags. Og det behov har vi taget til os, siger Mikkel Sørensen, der fik ideen til projektet.

En million fondskroner

De mange henvendelser gav iværksætterne mod på at ansøge fonde om støtte til droneudviklingen, og det gav pote. I det forgangne efterår fik de 800.000 kr. fra fonden Innobooster, og de har netop modtaget 200.000 kr. fra fonden Norlys Vækstpulje Nyfors. Og det har givet nye muligheder.

Før fondskronerne havde de fire iværksættere ikke mange indtægter, men fondspengene har gjort, at tre af de fire nu arbejder på fuld tid med droneudviklingen.

Klar til demo-flyvninger

Selv om den oprindelige idé med en flyvende batmobil er lagt på is, er arbejdet ikke spildt.

- Vi kan genbruge næsten alle vores erfaringer fra den bemandede drone i udviklingsarbejdet med en ubemandet ditto, siger Mikkel Sørensen, der forventer at være klar med de første demonstrationer til erhvervslivet i løbet af et par måneder.

- Der er flere interesserede, som bare går og venter på, at vi viser, hvad vores drone kan ... behovet er med andre ord til stede, siger han.

Men selv om efterspørgslen er til stede, tager de fire iværksættere sig den tid, der skal til for at gøre tingene ordentligt

- Vi kunne godt blive hurtigere klar med en drone, som endda også kunne blive billigere, hvis vi skruede ned for kvaliteten af komponenterne - men det gør vi ikke. Vi går utroligt meget op i kvalitet og sikkerhed, og vi vil ikke have for travlt. Vi vil have tid til at lave en drone, som vi kan stå inde for og som kan holde i mange år, siger Mikkel Sørensen.

Der skal snart ansættes folk

Det sidste halve års tid har de fire iværksættere haft mange studerende fra både Aalborg Universitet og UCN Nordjylland på studieophold. Og det har været godt.

- De studerende skrevet projekter om forskellige aspekter ved vores udviklingsarbejde, og vi har fået mange fine input - og det er ikke utænkeligt, at det ender med at vi kan tilbyde nogle af de studerende arbejde, siger Mikkel Sørensen, som i første omgang glæder sig til, at få to ingeniører og en produktionsteknolog i virksomhedspraktik i 10 uger.

- Og når de første ordrer forhåbentligt snart kommer i hus, skal vi til at se på hele vores organisation ... udviklingsarbejde er en ting, noget helt andet er at skulle producere og levere er færdigt produkt, siger Mikkel Sørensen.

I første omgang forestiller han sig, at de færdige droner ikke skal sælges, men udlejes til enkeltopgaver eller i kortere perioder. Og at de skal betjenes at medarbejdere fra Airflight ApS.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...