FRITID: Brønderslev Firmaidræt har forbedret deres hus på flere fronter - med ny traktor, opvaskemaskine, tag og isolering

Det har været et godt år hos Brønderslev Familie- og Firmaidræt (BFFI) hvad angår sponsorater. De har fået forbedret deres tilholdssted på Molsgade i Brønderslev på flere fronter, senest har Spar Nord i skikkelse af direktør Annette Drivsholm været på besøg medbringende 25.000 kroner til to kaffemaskiner og en ny opvaskemaskine.

- Den kan køre et program på et kvarter, fortæller bestyrelsesmedlem i BFFI, John Hove Sørensen, der peger på, at opvaskemaskinen også er en fordel, når huset lejes ud.

- Det gør det meget nemmere at være herude, at man bare kan smide det ind, supplerer bestyrelsesmedlem Esben Korsbæk.

Og det har generelt været et godt år med hensyn til at søge støtte, melder bestyrelsen.

Foreningens hus har fået et stort løft i år med hjælp fra forskellige fonde - huset er blevet lydisoleret og har fået nyt tag. De har også fået en ny traktor til at slå græsset med.

Hos BFFI er der en lang række aktiviteter - de cirka 200 til 250 medlemmer spiller whist, strikker, spiller billard, kroket, naturgolf og petanque.

- Naturgolf er rigtigt populært, fortæller John Hove Sørensen.

Her kan de fleste være med på en lille rute med 18 huller fordelt på en god kilometer, der går gennem en lille skov, og man har kun et pottejern med rundt. Man spiller fire personer af gangen.

Et hold fra Aktivitetscentret Grønningen spiller også naturgolf, og der er også folk, der spiller badminton i BFFI’s regi, det foregår dog andre steder på skoler i byen.

BFFI opstod i 1950’erne, hvor der var tradition for, at virksomheder havde store firmahold, der dystede i turneringer.

- Det er et gammelt navn fra 1952-53, hvor foreningen blev oprettet. Da havde firmaerne fodboldhold og håndboldhold, og vi havde mange medlemmer, fortæller foreningens kasserer, Ernst Rasmussen.

- Firmaerne betalte medarbejdernes kontingent, og så spillede de. Der var fyldt af mennesker, husker John Hove Sørensen.

Tiderne har ændret sig, og i dag er BFFI en klub for alle interesserede, og mange af medlemmerne er seniorer.

Det sociale er i højsædet i foreningen, og en del af oplevelsen er at få en øl eller sodavand sammen bagefter, når corona tillader det.

- Vi spiller kun her og tager ikke ud og konkurrerer med andre hold. Men vi kan godt have en konkurrence, os der går her, fortæller Esben Korsbæk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...