BASbio har musikfilm på programmet i denne uge

BRØNDERSLEV: Filmen ”Bohemian Rhapsody” vises i uge 46 i BASbio onsdag, torsdag, fredag og søndag, alle dage kl. 19.

Den handler om rockorkestret Queen og byder på en rejse gennem deres ikoniske sange og revolutionerende lyd.

Publikum præsenteres blandt andet for bandets øjensynlige opløsning, da Mercurys livsstil kom ud af kontrol og deres triumferende comeback ved Live Aid-koncerten, hvor Mercury, kæmpende mod en livstruende sygdom, ledte bandet i en fantastisk koncert, der gik over i rockhistorien.

Det fremgår af BASbios omtale af filmen, at en af nøglerollerne i produktionen af filmen var musik-supervisoren Becky Bentham, der har arbejdet i musikbranchen siden 1987 og været musik-supervisor på utallige storfilm.

Selvom der findes originale optagelser af Queens numre, har det været afgørende for Becky Bentham, at skuespillerne også synger selv, da ansigtsmuskulatur, kropssprog og vejtrækningsrytmen efter hendes mening ikke kan simuleres.

Derfor har Rami Malek, Ben Hardy, Joseph Mazzello og Gwilym Lee været i skarp træning. Ikke mindst for Rami Malek, i rollen som Freddie Mercury, har det været en enorm udfordring. Freddie Mercury regnes nemlig for en af verdens bedste sangere nogensinde, bl.a. på grund af sin særprægede fire-oktav stemme, der var mulig grundet en medfødt tandfejl.

Rami Malek har været i musikstudierne, Abbey Road Studios, hvor han blev vurderet og vejledt af Brian May og Roger Taylor, henholdsvis guitarist og trommeslager i Queen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...