Intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Det kan festmusiker Poul Erik Jensen fra Øster Brønderslev tale med om. For mens corona-krisen i foråret lukkede ned for stor set alle spillejobs, så fik Poul Erik pludselig tid til at fokusere på et projekt, han har haft i tankerne i årevis.

Resultatet er netop lanceret i form af en nodebog fyldt med nyskreven musik. ”Festmusik & Fortællinger” hedder udgivelsen, der baserer sig på danske tekster af lyrikere som Hans Kragh-Jacobsen, Jens Rosendal, Holger Rasmussen, Poul Jansen og mange andre.

Alle melodier er komponeret af Poul Erik Jensen, der har krydret bogen med beretninger fra sine mange år som rejsende i glade sange ved utallige fester og arrangementer. I næsten 50 år har han kunnet kalde sig festmusiker. Det første honorar blev tjent ved et bryllup i Flauenskjold i 1972. Siden er der næppe den festsal eller det forsamlingshus i Vendsyssel, der ikke har dannet ramme om Poul Erik Jensens musik.

Som han selv skriver i nodebogen, så kommer han dog ikke fra et hjem med klaver.

- Musikken har jeg sikkert fra min mor, der spillede lidt harmonika. Og fra min bedstefar, Sixtus i Skæve, som spillede til baller på sin violin, forklarer Poul Erik Jensen.

I nodebogen kan man blandt meget andet også læse om, hvordan han i 1974, som 17-årig, havde en årsindkomst fra musikken på 6.225 kr. Det var ganske flot, dengang.

Har Poul Erik Jensen altid været musikalsk, så kom interessen for at komponere dog først for alvor efter, at han sidst i 1990’erne studerede linjefagsmusik på Hjørring Seminarium. Her bidrog dygtige lærere og studiekammerater til at udvikle Poul Eriks interesse i dén retning.

I 2004 komponerede han melodien til Ingelise Poulsens digt, ”Dansk Efterår”. Året efter skrev han noderne til ”Årets Gang” – ligeledes af Ingelise Poulsen.

- Jeg har altid været fan af dansksproget musik. Kim Larsen er et kæmpe forbillede for mig, konstaterer Poul Erik, der håber, at nodebogen kan bidrage til endnu større sangglæde i en tid, hvor netop musikken binder folk tættere sammen.

- Sange er til for at blive sunget, hedder det sidst i Poul Erik Jensens nye nodebog.

Alle noder og tekster til bogens sange kan derfor gratis printes ud via hjemmesiden www.pejmusik.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...