Gymnastikforening holdt fastelavnsfest for 120 børn

BRØNDERSLEV: Brønderslev Gymnastikforening (BGF) havde taget forskud på fastelavn og inviteret byens børn til fest på Hedegårdsskolen i søndags. Rigtig mange børn havde taget imod invitationen - og BGF, der ellers havde sat grænsen ved 100 børn, åbnede ekstra op for tilmeldingen og fik plads til 20 børn ekstra.

Det oplyser Pernille Dahl fra BGF’s bestyrelse.

- Klokken 10 væltede det ind med politibetjente, humlebier, prinsesser, klovne og meget mere i alle størrelser. For mange børn var det deres første fastelavnsfest, så der blev gjort store øjne over alle de andre børn i flotte kostumer, skriver hun.

Katten blev slået af tønden, og i seks forskellige aldersgrupper blev der kæmpet indædt for at slå tønderne ned - og efterfølgende blev der kåret kattekonger og kattedronninger efter alle kunstens regler.

- Efter tøndeslagning gav BGF-rytmeholdet og BGF-springerne to flotte opvisninger med fuld fart over feltet - til stor inspiration for alle de fremmødte, som efter opvisningen selv fik lov at lave gymnastik på den store air-track, som i dagens anledning var forvandlet til kæmpe hoppe-bane til stor begejstring for både små og større børn.

BGF’s fastelavnsudvalg var mere end glade for den store opbakning og har allerede planer om at gentage festen næsten år.

Overskuddet fra festen går til et socialt arrangement for de to hold, der lavede opvisning og hjalp med alt det praktiske arbejde til festen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...