10.000 påskeæg, X-Factor koncert, nye forlystelser og MC-træf

FÅRUP: For første gang nogensinde holder Fårup Sommerland åbent i påsken, hvor parken vil være fyldt med sjove påskeaktiviteter for hele familien.

I år tager Fårup Sommerland hul på sæsonen tidligere end normalt, og sæsonens første åbningsdag er 18. april, hvor alle motorcyklister traditionen tro bydes velkommen til MC Træf i parken med en gratis entrébillet.

Samme dag og dagen efter er der koncert med nummer 1, 2 og 3 fra X-Factor, og derudover vil parken fra 18. til 22. april være spækket med forskellige påskeaktiviteter for store og små, og hele to nye forlystelser vil blive indviet.

Det er Motorbøllen og Nøddesvinget.

Motorbøllen spås at blive en ny favorit blandt parkens yngste gæster, hvor børn helt ned til 90 centimeter kan få en sjov tur med far eller mor.

Nøddesvinget erstatter den mangeårige gæstefavorit, Waveswinger, og kan prøves af børn ned til 100 centimeter. Forlystelsen kan tilmed køre baglæns, så der er masser af mulighed for sjov og spænding.

Påskeharen har været på spil og har gemt 10.000 påskeæg i parken og lavet en skattejagt med poster rundt omkring i hele sommerlandet. Gæsterne kan hjælpe med at løse en gåde ved at finde alle posterne i parken og svare på spørgsmål undervejs og som tak for hjælpen trækkes der en heldig vinder af fire sæsonkort til Fårup Sommerland.

Hotel Fårup holder ligeledes åbent i påskeferien, hvor man kan tage en velfortjent pause fra hverdagens travlhed med familien eller vennerne.

Det er også muligt at købe en ridetur gennem skoven, naturen og terrænet omkring Fårup, som passer til både erfarne og uerfarne ryttere. Sammenlagt varer turen to timer inklusiv klargøring af hestene, og alle ture er i følge med en erfaren guide.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...