John Olsen har efter 20 år som ansat åbnet sin egen bedemandsforretning - han trives i et fag, hvor han kan gøre noget for de pårørende

BRØNDERSLEV: Efter 20 år som ansat hos Baggesens Begravelsesforretning i Brønderslev har bedemand John Olsen nu åbnet sin egen forretning. Han slog i sidste uge dørene op til sit nye kontor i Østergade, som ligger sammen med Brønderslev Sten- og Billedhuggeri, så folk kan se på sten og andre ting til gravsteder samme sted.

- Hvis jeg skulle prøve at være selvstændig med den alder, jeg har i dag, hvor der begynde at ligne, at det starter med et 5-tal foran, så var det nu eller aldrig, fortæller John Olsen, der havde lyst til at prøve at få foden under eget bord.

At være bedemand er et særligt erhverv - mens nogle mennesker helst fortrænger alt omkring døden, så finder John Olsen en meningsfuldhed i at være til stede, når folk mister et familiemedlem. Som bedemand spiller han en vigtig rolle i en svær situation.

- Man følger folk, fra de ringer og man er ude at snakke, til den kirkelige handling og til man sender regningen. Man følger sine ting til dørs. Det kan jeg gode lide, siger han.

En anden ting ved faget, som han godt kan lide, er det nære og det lokale element. I hans tidligere arbejde har han også haft Brønderslev-området som fast base, og det er han glad for at kunne blive ved med.

- Mange kan ikke lide at bo i byen, hvor man arbejder, hvis man har et offentligt erhverv. Men jeg kan godt lide at snakke med nogen i Føtex, som jeg har hjulpet i sidste uge, fortæller John Olsen, der også kommer fra Brønderslev.

- Folk hilser også, og det bekommer mig vel. At være social på det plan er en naturlig del af mig.

Som bedemand kan man faktisk også godt have en form for stamkunder - folk, der har brugt John Olsen for flere år siden, vender gerne tilbage, hvis der kommer et nyt dødsfald i familien.

Her oplever han, at folk gerne vil have en velkendt person, og på den måde hænger det også sammen med det nære og det lokale.

Bedemandens arbejde handler også meget om tillid.

- Det handler om omsorg, nærvær og respekt overfor de levende og respekt for afdøde, rammer han ind.

Som han ser det, skal en bedemand være god til at lytte og til at fornemme folk.

- Man skal mærke tre-fire centimeter ud over fingerspidserne, hvad folk gerne vil, fortæller han.

Han oplever, at det for nogle kan være svært at udtrykke, hvilket ønske, de har - og det behøver ikke altid være blomster, der er på kisten. Det kan også være en mand, der har levet på havet, som får et ror, noget fiskenet og en flydebold på kisten. Eller en militærmand, der får sabel og kasket på kisten. Der kan også være nogle, der gerne vil have et flag på kisten. Her ser han det som en vigtig opgave for ham at hjælpe folk med at finde frem til, hvad der er det rigtige netop for dem.

- Jeg skal støtte folk i den beslutning, der føles rigtig for dem.

En anden ting, der er karakteristisk for hans hverv er, at man skal være til at få fat på døgnet rundt og på alle årets dage.

Mange andre har arbejdsliv, hvor de sælger noget, der i udgangspunkt er mere muntert end kister og gravsten. Men John Olsen kan godt lide at arbejde med det tungere emne, som døden er.

- Det er ikke så meget de døde, vi tænker på, men de personer, der står bag ved. Vi guider familien igennem processen og holder dem i hånden. De fleste har et ønske om, at det skal gøres pænt og ordentligt og med respekt. Der kommer små fortællinger og gode historier og ”kan du huske dengang”, forklarer han.

At hans kunder ofte er kede af det kan han også godt være i.

- Vi har altid en trist indgangsvinkel, når der er arbejde til sådan en som mig, men det ender gerne med en god snak, nogle anekdoter og et smil på læben, fortæller han.

Ofte kan det være mennesker, der har haft et langt godt liv - er det børn eller yngre mennesker, er det selvsagt noget tungere at være bedemand.

- Det er tungere at komme igennem end en gammel dame på 97, der har ligget i sin seng lige så stille og har glemt at vågne. Der er forskel på, om det er en dyb sorg eller et savn, forklarer han.

John Olsen har været hele sit nye hus igennem, inden han slog dørene op til sin ny forretning. Der er blevet ryddet ud, skrubbet og hængt nye gardiner op, og der var en del at gå i gang med, fordi en masse effekter fra gammel tid var gemt i huset. Det var ting fra dengang Brønderslev Stenhuggeri lå i Bredgade, som var blevet flyttet med, da forretningen rykkede til Østergade.

Her har John Olsen endevendt det hele og har lavet en udstilling i entréen til sin nye forretning med effekter, som stenhuggere gennem tiden har brugt.

Der er også blevet lavet en kisteudstilling i huset. Han oplever, at nogle folk gerne vil fysisk ind og se og røre, mens andre køber ud fra et billede.

John Olsen ser frem til at arbejde som selvstændig, og han byder indenfor i til åbent hus i sin nye forretning 1. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...