Brønderslev Kommune har valgt at følge efter både Hjørring og Frederikshavn Kommuner, der også har valgt at udskyde den fysiske skolestart til 11. januar

Beredskabsgruppen i Brønderslev Kommune har i dag haft møde og det er besluttet at udskyde fremmødet for de ældste elever indtil den 11. januar. Det oplyser kommunen i et opslag på dens Facebook-side.

"Det vil sige, der er fjernundervisning for alle elever i 5. – 10. klasse indtil mandag den 11. januar. Dog undtaget eleverne i specialklasser. For specialklasse-elever er der fremmøde mandag 4. januar, ligesom elever i 0.–4. klasse også skal i skole.

Skulle der ske ændringer eller stramninger henover nytår, tages der en ny vurdering af situationen og I vil blive orienteret hurtigst muligt," skriver kommunen på sin Facebook-side.

Den seneste uge er der konstateret 68 bekræftede tilfælde af coronavirus. Det svarer til 187,5 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Alene lillejuleaften blev der konstateret 22 tilfælde af coronavirus, oplyser Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...