Søndergades Skole kunne i sidste uge endelig indvie den nye skolegård

BRØNDERSLEV: Nyt skoleår, ny skolegård. I hvert fald for eleverne på Søndergades Skole i Brønderslev.

Her blev skolegården endelig indviet fredag formiddag, efter den har været undervejs hele foråret og sommeren. Glæden var stor blandt, elever, undervisere, forældre og politikere, der havde set frem til denne dag med længsel.

- Da jeg startede i 2002, var en ny skolegård allerede et punkt på dagsordenen. Men det har helt klart været værd at vente længe på, sagde skoleleder Kasper Vineke.

En glæde, som formanden for børn- og skoleudvalget, Lone Lex (V) også delte.

- Skoler udvikler sig ikke lige så hurtigt, som politik og love gør. Men jeg håber, I får lyst til at være herude i mange timer nu, sagde hun.

Hun havde for nylig selv været forbi sin barndomsskole, og hun håbede på, at den nye skolegård ville vække de samme, gode minder for eleverne, som hun havde fået på sin skole, når de en gang vender tilbage og står i skolegården igen og tænker tilbage på deres skoletid.

Hun mere eller mindre lovede også, at der nok skulle blive kigget på faglokaler i fremtiden, et punkt som også er på den politiske dagsorden, og som der er midler afsat til.

Der var Kasper Vineke hurtig og tilføjede:

- Hørte jeg hende ikke også sige en halv hal?

Til stor jubel og grin fra skolegården. Men en ny hal turde Lone Lex ikke love noget om.

Men én ting blev dog lovet. At hun gerne ville forsøge sig med et spil fodbold, politikere mod skolelærere, i den nye skolegård i den nærmeste fremtid. Så må eleverne spændt vente og se, om det opgør måske kan kaste mere af sig, hvis skolen vinder.

Slutteligt fik Pia Uth fra skolebestyrelsen også lov til at få ordet og takke for den nye skolegård og skolens tålmodighed med samme. Før eleverne med hurra-råb og fællessang fik indviet deres nye legerum.

Skolegården er dog ikke helt færdig endnu, da de sidste elementer ikke kan monteres, før asfalten har sat sig. Den skulle dog være helt færdig, når eleverne er tilbage fra ferie i uge 43.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...